Frøavlerne får inden længe hvad der svarer til 500 kroner pr. hektar ekstra afregning for deres frø fra sidste år.
Avlerne af græsfrø til DLF A/S (tidligere DLF-Trifolium, red.) kan se frem til en ekstra bonuscheck oveni den flotte
afregning, som de ellers for længst har fået for græs- og kløverfrøet, som de
høstede på deres arealer tilbage i 2014.
Det samlede beløb lyder på 30 millioner kroner, svarende
til 500 kroner i gennemsnit pr. hektar.
I forvejen var der for 2014-avlen udbetalt 14.500 kroner i
gennemsnit, og derfor runder sidste års frøafregning hos DLF dermed 15.000
kroner.
Årsagen til bonusudbetalingen på 3,5 procent af
bruttoafregningsprisen, som sker senere på måneden, er, at verdens største
frøkoncern i maj og juni måned har proformeret mere, end der var beregnet i
slutafregningen i juni måned – som administrerende direktør Truels Damsgaard
udtrykker det.
- Med de rigtige produkter på rette tid og sted har vi
været i stand til at udnytte de salgs- og konkurrencemuligheder, som den stærke
US dollar åbnede for os. Det gælder både på det europæiske men ikke mindst på
det kinesiske marked, hvor vi har haft en rekordstor afsætning fra Danmark.
Samtidig tæller det jo i den sammenhæng, at amerikanerne netop er blandt vore
indædte konkurrenter.