DLF-frøavlere sætter udbytte-rekord igen

DLF´s frøavlere har aldrig produceret så meget pr. hektar som nu. Samtidig nyder man godt af en stigende dollarkurs, og et Kina i vækst.

Det går rigtig godt for de danske frøavlere. I går blev det første af en række regionale avlermøder i DLF, (tidligere DLF-Trifolium) skudt i gang med første stop i Agerskov i Sønderjylland.

Og netop den sydlige del af Jylland, kan sammen med Nordjylland og Fyn glæde sig over flotte udbytter, hvor alm. Rajgræs eksempelvis har rundet 1.700 kg/hektar, hvilket er langt over indeks 100. Med et indeks i alm. Rajgræs på 114, er der her tale om en markant fremgang i 2015. Samme udvikling har kunnet ses på flere af de øvrige sorter. Frøudbyttet blev på tvært af sorter og græstyper godt 1.500 kg/hektar – svarende til indeks 112.

-Det er tredje år i træk med rekord, fastslog avlschef i DLF, Erling Christoffersen.

Og det flotte udbytte har sammen med en dyr dollar betydet, at man trods et stadigt stort udlægningsareal og generelt store frølagre i Europa, har kunnet holde afsætningen i Vesteuropa, og øget eksporten til Kina markant.

Læs også