Svært for foderfabrik at yde erstatning

(LANDBRUG SYD) Det bliver nærmest umuligt for Sole Minkfoder i Hedensted at indgå forlig om erstatning med de flere end 200 minkavlere, der har fået konstateret blodsygdommen plasmacytose i deres besætninger – forsikringsselskabet stritter imod.

De 200 minkavlere har alle fået konstateret den frygtede sygdom plasmacytose i deres besætninger, og det kommer til at betyde en ekstra regning på et sted mellem 17 og 35 millioner kroner for tab og til nye avlsdyr. En regning, som minkavlerne mener, at Sole Minkfoder er ansvarlig for, da de har fået leveret foder derfra, og som de derfor har hyret en advokat til at føre sag på.

Problemet er imidlertid, at Sole Minkfoders forsikringsselskab, Topdanmark, ikke vil udbetale penge til erstatning, så længe der er tale om indicier og ikke beviser for, at det er foder fra virksomheden, der er skyld i sygdommen.

Hos Topdanmark står man fast på sin beslutning, og derfor har minkavlerne nu kun mulighed for selv at stævne Sole Minkfoder for at få erstatning for de smittede dyr. For flere af de ramte minkavleres vedkommende drejer det sig om flere hundrede tusinde kroner.

Hos Sole Minkfoder mener man dog ikke, at der er tale om brudte løfter til de ramte minkavlere. Direktør i Sole Minkfoder, Tage Petersen, siger til Vejle Amts Folkeblad, at han stadig har den holdning, at han gerne vil lave et hurtigt forlig om udbetaling af erstatning, men at det stadig er op til Topdanmark at bestemme.

Læs også