Haderslev-demonstration udsat til i morgen fredag
Maskindemonstrationen ved Haderslev i fredags måtte aflyses efter store mængder nedbør. Den gennemføres i stedet fredag den 21. september.
September har været utrolig våd, og netop de store mængder regnvand spændte ben for en storstilet demonstration af reduceret jordbehandling ved Haderslev Næs fredag den 14. september, og det betød, at mange kørte forgæves.
- Markerne var ganske enkelt så bløde, at det ikke ville have haft nogen faglig værdi at gennemføre arrangementet, men vi beklager selvfølgelig, at der var nogen, der kørte forgæves, siger maskinkonsulent Mads Birk.
- Vi kommunikerede det ud, så godt som vi nu kunne gennem bl.a. radioen, og det er ærgerligt, at nogen har måttet køre forgæves. Vi har imidlertid lige fra starten lagt op til, at det skulle være et arrangement med et stort fagligt udbytte, og det ville ikke kunne lade sig gøre med den våde jord, og derfor valgte vi at aflyse, forklarer Mads Birk videre.
I stedet bliver arrangementet afviklet på fredag den 21. september - samme tid og sted - det vil sige hos gårdejer Asmus Fromm-Christiansen, Ultangvej 26, Ultang fra kl. 10.30. Uanset vejret holdes demonstration med det, der er muligt ud fra vejrsituationen.
Ialt 12 såsæt ventes at kunne præsenteres og ses i aktion ved demonstrationen.