Foreløbig har kontoret behandlet data fra de lokale planteavlskonsulenters beregninger for 78 bedrifter spredt over hele landet. Her viser det sig, at behandlingsindekset i gennemsnit ligger på 1,66 her i 2001. De samme 78 bedrifter havde i fjor et indeks på 1,88.

Det er konsulent Jens Erik Jensen, der har behandlet de første data fra i år. Han understreger, at data fra 78 bedrifter er et spinkelt grundlag at dømme ud fra. Han er dog ikke i tvivl om, at behandlingsindekset er på vej ned, og at det mange steder vil kunne sænkes yderligere ved en målrettet indsats.

- Det kan lade sig gøre. Det ser vi de steder, hvor der sættes fokus på emnet. Her falder behandlingsindekset, påpegede Jens Erik Jensen på planteavlskonferencen i Nyborg i sidste uge.

Ifølge Pesticidhandlingsplan II skal behandlingshyppigheden i landbruget reduceres til under 2,0 inden udgangen af 2002.

- Det er ikke sikkert, vi kan holde det faldende indeks, vi nu ser for 2001, og som vi også har set i flere andre projekter. Men der er ikke tvivl om, at en målrettet indsats giver resultater. Jeg ved også godt, at vi på landskontoret er blevet skudt i skoene, at vi er med til at føre socialdemokratisk politik i det her spørgsmål. Jeg synes nu, vi holder os til fakta. Og det er altså, at der er muligheder på det her område.

- Men jeg vil da gerne understrege, at en reduktion i brugen af pesticider ikke må ske på bekostning af økonomien på den enkelte bedrift. Men det rokker altså ikke ved, at vi eksempelvis i et projekt med 17 modelbrug med tilsammen godt 2000 hektar ser et behandlingsindeks, der ligeledes ligger nede på 1,66, fastslog Jens Erik Jensen på konferencen i Nyborg.

planteavlerne:

Undgå »feriesprøjtninger« mod skadedyr i korn, og/eller vær konsekvent i anvendelsen af nedsatte doseringer af skadedyrsmidler.

Udnyt doseringsvinduer til at konstatere effekten af nedsatte doseringer.

Nedsæt behovet for brugen af vækstregulerende midler i vinterhvede via en kombination af plantetal, såtid og kvælstofstrategi.

Brug plet- og randsprøjtninger mod henholdsvis rodukrudt og burresnerre.

I fabriksroer kan båndsprøjtning og radrensning bidrage til en kraftig reduktion af behandlingsindekset.