Økologer kan forlænge omlægningsperiode med et år
Det oplyste ministeren på Landsdelegeretmødet i Landboforeningerne i Herning onsdag.
Hidtil har tilknytningen til tilskudsordningen været bundet af, at den enkelte landmand indgik en fem-årig aftale hver gang. En del økologer har imidlertid givet udtryk for, at det er svært at overskue udviklingen fem år frem i tiden.
- Det er i lyset af, at en del af de økologiske mælkeproducenter kun kan afsætte deres mælk på kontrakter et år af gangen, at ministeren har besluttet at lempe den offentlige tilskudsregel, lyder det fra Fødevareministeriet.
Ifølge ministeren vil de mere fleksible regler betyde, at økologerne nu får et langt mere sikkert beslutningsgrundlag, når beslutningen om fortsat økologisk drift skal træffes.