Så er der endelig givet grøn lys til, at kartoffelmelsfabrikken i Brande kan komme i gang med opførelsen af en ny silo til erstatning for det lager, der brændte mellem jul og nytår.

Men det tør nok siges, at sagen blev en varm kartoffel i det midtjyske, inden et enigt byråd i Brande mandag sidst på eftermiddagen kunne godkende den lokalplan, der giver fabrikken mulighed for at bygge den nødvendige silo.

- Efter tingene var forhandlet på plads, blev det en formsag at få den vedtaget af et enigt byråd, fortæller borgmester Preben Christensen, Fælleslisten for Brande Kommune, til Landbrug Syd.

Lokalplanen og kommuneplantillægget er dermed endelig vedtaget, men det er ikke sket uden sværdslag. De to planer var i perioden 21. februar til 18. april ude i høring, og to indsigelser fra henholdsvis Brande Menighedsråd og Ribe Stift gjorde sagen besværlig – reglerne er endog sådan, at stiftet til overraskelse for mange har ret til at nedlægge veto, og det var netop, hvad der skete.

I forhold til størrelsen på den brændte plansilo fandt menighedsrådet heller ingen begrundelse for, at fabrikken pludselig skulle have så stort et lagerbehov sammenlignet med størrelsen af den brændte plansilo. Derfor fandt menighedsrådet, at der skulle findes andre løsninger i form af udformning eller placering.

Helt i tråd med det lokale menighedsråd var Ribe Stift, der gjorde indsigelse med vetovirkning, idet stiftet fandt, at siloen ville blive for høj og markant i forhold til afstanden til Brande Kirke. Det hedder bl.a., at »siloen vil…virke meget dominerende og skæmmende i forhold til kirken.« Ellers følger indsigelsen helt i tråd med menighedsrådets.

Det kompromis betød, at Ribe Stift trak sit veto tilbage, og når nu byggetilladelsen også er i hus, kan kartoffelmelsfabrikken tage hul på byggeriet, som skal udføres af Monberg & Thorsen og som vil koste op mod 25 millioner kroner med plads til 26.000 tons mel.

Siloen forventes at stå klar i starten af december.