Tyve unge hopper dystede om titlen »Miss Fyn 2001«, da Dansk Varmblod region 3 Fyn forrige søndag afholdt den årlige fremstilling af to-års hopper.
Det blev hoppen »Gipsy II«, der løb af med den ærefulde titel som årets »Miss Fyn«, da Dansk Varmblod region 3 Fyn søndag den 10. juni afholdt sin årlige fremstilling af to-års Dansk Varmblod hopper på Dalumgård Rideklub ved Odense.
Denne fremstilling af to-års hopper plejer at foregå på Det fynske Dyrskue, men da dyrskuet blev aflyst, fandt avlsforeningen denne alternative løsning til at få klassen gennemført.
Dalumgård Rideklub, der selv afholdt et springstævne med championatsklasser for 4, 5 og 6-års heste, stillede velvilligt deres faciliteter til rådighed for fremstillingen.
Dommerne, Gunnar Bach og Jørgen Peter Clausen, udtrykte stor tilfredshed med, at hopperne blev vist løse, idet det gav et lidt andet og ofte bedre indtryk af hopperne, når de bevægede sig frit. Det gav samtidig dommerne den ekstra mulighed for at se hopperne endnu engang inden den endelige oprangering.
Samme opdrætterpar havde i øvrigt også vinderen af Miss Fyn 2000. Formanden for Dansk Varmblod region 3 Fyn, Inge Madsen, Nørrelund, peger på, at det er en flot avlerpræstation, to år i træk at fremstille den bedste to-års fynske hoppe.
Reservevinder og ligeledes udtaget til elitehoppeskuet blev Sandie Gravvænge, der er født hos og ejet af Svend Rosager, Vejstrup.
- Begge hopper er meget smarte og er moderne, ædle typer med god bevægelse, understreger Inge Madsen, der glæder sig over, at mange interesserede avlere var mødt op til det vellykkede arrangement i det gode »hesteskue«-vejr.