Det drejer sig om både forebyggelse og behandling, når køernes klove skal holdes sunde og sygdomsfrie. Et nyt bud på hvordan det kan gøres er velfærdsboksen »Bovigate« fra virksomheden Klovplejeboksen.dk.

Bovigate er kort fortalt en behandlingsboks, som køerne passerer igennem, typisk umiddelbart efter malkning, og som vasker klovene med sæbevand, hvorefter de, efter behov, bliver behandlet med et udtørrende plejemiddel.

Og ifølge indehaver af Klovplejeboksen.dk, Henrik Hein Jørgensen, er der flere nye ting i det nye system i forhold til kendte metoder:

- Det nye er, at vi stopper køerne i returgangen og vasker dem med rent vand tilsat sæbe, uden risiko for at mastitisfremkaldende miljøbakterier rammer koens patter. Når så smittetrykket falder i besætningen, kan man udelade sæben i vaskevandet. Man kan endvidere efter endt vask tilføre klovene et klovmiddel, hvis der er behov for det.

Henrik Hein Jørgensen tilføjer, at selve vaskeenheden kræver et minimum af vedligehold, og er særdeles velafprøvet.

- Siden januar er vaskeenheden, som også er hjertet i Bovigate, monteret i 140 Lely malkerobotter, og de kører uden problemer, så vi ved at systemet virker, og at det er nemt at arbejde med. Det har derfor været naturligt at bygge denne vaskeenhed ind i Bovigate.

- Bovigate er indtil nu monteret hos 12 mælkeproducenter i returgangen fra malkestald eller malkekarrusel. Køerne har meget hurtigt vænnet sig til systemet, og det har ikke generet flowet af køer fra malkestalden. Der har været meget stor variation i forekomsten af digital dermatitis i de forskellige besætninger, men i alle stalde har man nu sygdommen under kontrol,  forklarer Henrik Hein Jørgensen.

Lavt vand og kemikalieforbrug
Samtidig betyder systemet, at forbruget af kemiske midler og vand bliver langt lavere end hvad man eksempelvis oplever i forbindelse med fodbad til køerne. Her skønner Henrik Hein Jørgensen, at man er nede på mellem 5 og 10 procent sammenlignet med traditionelt fodbad. Behandlingsfrekvensen varierer typisk fra tre dage om ugen og op til hver dag alt efter behov.

Der kan tilsættes sæbe til vaskevandet. Sæben tilsættes helt ude ved dyserne. Efter afvaskningen af klovene påføres et udtørrende/plejende middel. Hele processen tager cirka 8-12 sekunder pr. ko. Da man kun anvender rent vand, er der ingen risiko for at vand blandet med gødningsrester kan ramme patterne og derved fremkalde mastitis.