Garanteret GMO-frit raps fra Mors
(Effektivt Landbrug) De landmænd, der på forhånd tegner kontrakt på dyrkning af GMO-frit raps, kan hos os opnå en merpris i forhold til dagsprisen, siger DLG-afdelingsdirektør på Mors.
Hos DLG i Nykøbing Mors fylder 4.500 ton raps godt op i hallerne.
- Vinterrapsen her på Mors har givet udbytter, der ligger 20 til 30 procent højere end normalt, fortæller afdelingsdirektør Jens Søndergaard, DLG Limfjord.
- Her på egnen betyder det, at enkelte har høstet udbytter på 4.500 kilo pr. hektar og mange omkring 4.000 kilo pr. hektar.
- Også til den kommende høst mærker vi af samme grund en pæn interesse for at etablere raps, siger han.
På lageret må nemlig kun opbevares garanteret GMO-frit raps, som sælges til konsumindustrien.
Derfor fejes og tømmes korngraven omhyggeligt, hver gang, der skiftes afgrøde. Og mens der er blevet taget raps ind, måtte hveden pænt tippes af udenfor og fylder derfor godt op på pladsen ved Morsafdelingen.
- Derfor kan man godt kalde det konceptavl med alt hvad det indebærer.
- Og da vi på forhånd har sikret os afsætning af al den GMO-fri raps til industrien, kan vi også sikre landmanden en merpris for den raps, vi har tegnet kontrakter på, siger afdelingsdirektøren.
- Derfor kan jeg kun sige, at man ikke skal så raps for tidligt og det vil i praksis sige, at det først er nu, man skal i gang her på egnen.
Udover den GMO-frie raps dyrkes der også en del non-food raps på det husdyrtætte Mors, fortæller Jens Søndergaard.
- Når det gælder maltbyg, har det udbyttemæssigt ligget på et normalt niveau, men langt det meste af en meget fin kvalitet, siger han.
- Derimod er det også her gået som andre steder i landet, når det gælder hveden. Der er en lav hektolitervægt og der er for os et tegn på små kerner. Der har altså været tale om, at hveden i det varme og tørre vejr er tvangsmodnet.
- Og så skal både vi på foderstoffen og de landmænd, der har lagt kornet ind hos sig selv, være meget opmærksomme på at blæse kold luft gennem kornet, fortæller Jens Søndergaard.
- Også selv om kornet var tørt, da det blev høstet. Dels er det kommet ind med en meget høj temperatur på måske 30 grader og dels er der også i år risiko for, at der kan dannes varme i kornet.




































