- Reduceret jordbehandling er kommet for at blive, siger salgskonsulent Anders B. Rasmussen fra JF, men påpeger samtidigt et stort problem.

- Der sker alt for mange fejlkøb af redskaber til netop de nye dyrkningsprincipper. Og det må både vi, der sælger, og landmændene tage alvorlig, hvis det skal kunne lade sig gøre for brugerne at udtrække de store gevinster i form af lavere maskinomkostninger, der tales om.

- Grundlæggende er det forkert at investere i nye og dyre maskintyper samtidig med, at man skal til at lære sig et helt nyt dyrkningssystem, advarer Anders B. Rasmussen.

- Man kan lære sig meget om pløjefri dyrkning med de redskaber, man allerede har i maskinhuset. Og det burde man nok gøre, før man hopper ud i en mere mode- eller trendpræget investering til mange hundrede tusinder kroner.

- Faktisk bør man tænke på jordbehandlingsmaskinerne som man efterhånden gør det med mejetærskerne. Beslutningen om en ny mejetærsker sker ofte i tiden lige efter høst og altså næsten et år før den nye maskine skal bruges.

- Sådan burde det også være med de avancerede jordbehandlingsmaskiner, vi har i dag. Kunne vi starte kontakten meget tidligere, har vi som leverandører og køberne mulighed for at undersøge tingene bedre. Og set fra vores side, har vi bedre muligheder for at få maskinerne gjort klar og leveret rettidigt. Det kan en gang i mellem være et problem, fordi de dyre maskiner jo ikke som tidligere er standardiserede lagervarer, der på kort tid blot kunne flyttes fra maskinhandleren og ud til landmanden.

Pløjefri dyrkning