Korinth Landbrugsskoles nye ridehal, som til daglig benyttes af Faaborg Rideklub, vil på lørdag, den 20. juli fra kl. 9.00 til midt på eftermiddagen, danne rammen om Avlsforeningen for New Forest Ponyer i Danmark’s hoppekåring med medaljekåring.

New Forest hoppekåringen finer hvert år sted i avlsforeningens tre regioner, og efter at der i lørdags var kåring i Region I Nørager ved Hobro og i går, søndag, i Region III i Herfølge, er det den fynske Region II’s tur på lørdag.

Her vil der dagen igennem foregå kåring af 3-års hopper, 4-års hopper og 5-års og ældre hopper. Arrangementet slutter med avlsforeningens årlige medaljekåring, der går på omgang mellem de tre regioner. I alt er der tilmeldt 13 hopper til kåring samt en 2-års hoppe til forbesigtigelse. Plus et ikke nærmere defineret antal til medaljekåring.

Udover at deltage i medaljekåringen kan alle hopper, der er kåret i 1. klasse, gå videre og opnå betegnelsen »Elitehoppe«. Det kræver, at en hoppe har samlet et vist antal point, dels ved egen og afkoms kåring og dels ved egne og afkoms rideresultater.

For øjeblikket er der i hele Danmark seks eller syv nulevende elitehopper, så det er absolut ikke en titel, man bare »trækker i en automat«.

Hanne og Jørn Jensen har p.t. ikke færre end 25 New Forest ponyer, heriblandt to avlsgodkendte hingste.

Den ene hingst, 26-årige Pascal Paoli, er elitehingst og landets højest anerkendte hingst. Hingsten, der er kåret i 1. klasse 1. grad og har 24 point for afkom, benyttes stadig i et vist omfang i avlen.

Den anden hingst, 10-årige Malibu II, har samlet point nok til at blive (den hidtil yngste) elitehingst, og han er far til de to hopper, som familien Jensen i Stegsted fremstiller til kåring på lørdag (samt syv af de øvrige). Der ud over har familien seks avlshopper samt plage og føl.

Som noget helt specielt har familien på Stegstedgård præsteret det meget sjældne at have haft seks generationer i lige linie af hopper, som alle er blevet kåret i 1. klasse. De to ældste er afgået, men de fire yngste generationer lever i bedste velgående. Det er: Ih Du Milde (født 1979), Primadonna (1989), Alberte (1993) og Duchess (1999). De tre førstnævnte har alle fået sølvmedalje.

Primadonna og Alberte blev sammen med Albertes datter, Malou, bedste samling, da der i 2000 var New Forest Festival på Sjælland.