Landmænd svarer på spørgsmål
En flok landmænd på Kolding-egnen har sat sig for at genoplive den gamle og meget populære tv-serie »Spørg Århus«, om end under en anden form.
Nu skal det hedde »Spørg Kolding«, og i stedet for de mange professorer, der tilsammen kunne svare på alt muligt, er det 14 landmænd, der har fundet sammen for at svare på alt, der har med landbrugsdrift at gøre.
- Vi har ganske vist ingen kontrakt med tv – endnu da, siger formanden for Kolding Herreds Landbrugsforening, Asger Christensen.
- Men vi har telefon og e-mail adresse, så vi er faktisk lettere at få fat i, end professorerne i tv-serien, fortsætter han.
- Det er klart, at for mange mennesker er landbruget et helt ukendt land. Derfor må vi også forvente spørgsmål, lige fra hvor mange grise en so kan få til specialiserede spørgsmål om reduceret jordbehandling og økologi, siger han.
De 14 landmænd er ganske almindelige landmænd, der hver for sig har en landbrugsbedrift og produktion, de kender ud og ind. Tilsammen kan de svare på alt indenfor kød- og mælkeproduktion, søer med smågrise, slagtesvin, ren planteavl, økologi og deltidslandbrug.
- Alt for mange ved alt for lidt om landbruget, siger Asger Christensen.
- Det vil vi gerne råde bod på ved at udbrede kendskabet til vores erhverv, så både den nysgerrige og ham, der gerne vil debattere, får en større viden.
Navnene på de 14 landmænd kan findes på Kolding Herreds Landbrugsforenings hjemmeside, www.khl.dk, hvor der også er en kort beskrivelse af de pågældende landmænds produktion.