Så kom hun til Sydjylland, landmændenes minister, ligeså elegant klædt som sin forgænger, men med en helt anden ministerstil: Åben, jordnær og imødekommende. Mariann Fischer Boel (V) kom til møde på Grindsted Landbrugsskole i torsdags inviteret dertil af Midtjysk Landboforening. Hun blev mødt af et rum fyldt af lyttende og spørgelystne landmænd og landbrugsskoleelever. De kommende, nuværende og forrige bønder stillede skarpe og faglige spørgsmål, og ligeså fagligt velfunderet, klart og kontant svarede hun.

Selvom Mariann Fischer Boel er positivt stemt overfor landbruget, pointerede hun, at hun ikke blot er landmændenes minister – ej heller blot forbrugernes minister, som måske mange landmænd synes, den forrige minister var. Mariann Fischer Boel lægger vægt på, at hun er minister for hele kæden fra jord til bord: Producenterne, forarbejdningsvirksomhederne, detailhandlen og forbrugerne.

- Jeg vil gerne slå fast, at jeg er minister for alle fire områder, ellers taber vi intentionerne i at lægge det hele sammen i et ministerium på gulvet. Jeg vil opfordre til dialog mellem de fire områder, fordi det er vigtigt, at hele kæden fra jord til bord fungerer, sagde hun.

I det hele taget mener den nye fødevareminister, i lighed med resten af regeringen, at der skal være færre regler. Som led i bestræbelserne på at afbureaukratisere landbruget er der nedsat en »task force« eller arbejdsgruppe, som skal udarbejde en model for mere smidige indberetninger af information til f.eks. CHR-registret.

Det er målet, at der kun skal indberettes et sted, hvorfra andre myndigheder, der har brug for samme oplysninger, kan indhente dem. Plantedirektoratet er også i gang med at gøre arbejdsgangene mere strømlinede – både for at gøre livet nemmere for sig selv og for landmændene, men også for at gøre det billigere for direktoratet.

»Cross-compliance« ordningen, hvorved en landmand straffes med tilbageholdelse af sin hektarstøtte, hvis han f.eks. afleverer sit gødningsregnskab for sent, har Mariann Fischer Boel allerede sørget for at få afskaffet. Men der skal også være noget for noget:

- Når nu jeg har været imødekommende med hensyn til at løse problemerne på en rimelig og hensigtsmæssig måde, henstiller jeg til landmændene at sørge for, at alle overholder reglerne sagde hun.