Offentligheden har ikke altid ret til at færdes på private veje
Generelt har offentligheden ret til at færdes på private fællesveje i landzonen. Dog ikke i alle tilfælde.
Den 18. juli citerede vi her på LandbrugNet teamchef i Juridisk afdeling, Henrik Vester, LandboSyd, for følgende:
»I Landzone har offentligheden ret til at færdes på private fællesveje til fods, til hest eller på cykel. Retten til at færdes i motorkøretøjer gælder kun de vejberettigede«.
Efterfølgende blev vi kontaktet af landmand Hans Møllegaard Jørgensen, Assens, der oplyste, at han har sat sig ind i lovgivningen, og at han ikke mener, at det er helt korrekt, som vi skrev i artiklen.
Ifølge Hans Møllegaard Jørgensen, er det har man ikke altid ret til at færdes til hest på private fællesveje.
- I nogle tilfælde vil det kræve ejerens tilladelse, mener han.
På baggrund af Hans Møllegårds henvendelse bringer vi her Friluftsrådes oplysning om reglerne for at færdes til hest på private veje:
- Som udgangspunkt må du ride i skove, på veje og stier, på strande, andre kyststrækninger og på klitfredede arealer, men der er nogle indskrænkninger i denne færdselsret, lyder den overordnede melding fra Friluftsrådet.
Ejere kan forbyde færdsel
- Det er ikke tilladt at ride i private skove. Det er dog tilladt at ride i private skove på gennemgående private fællesveje, skriver rådet, som dog bemærker, at ejerne af de private fællesveje har mulighed for at opsætte skilte med forbud mod ridning på gennemgående private fællesveje.
- Ligeledes kan der opsættes forbud mod ridning på veje og stier i det åbne land, ligesom ejeren kan lovligt forbyde ridning på enkeltmandsejede veje, oplyser Friluftsrådet, som desuden bemærker, at det ikke er tilladt at ride på udyrkede arealer.
Ejernes ret til at forbyde ridning på private fællesveje eller enkeltmandsejede veje kan dog i særligt tilfælde tilsidesættes af kommunalbestyrelsen, fremgår det.
Der gælder omtrent de samme regler for færdsel til fods og cykel, men yderligere information kan hentes på Friluftsrådets hjemmeside.