Langesømessen: Nyhed med skær fra Skærbæk
Blandt de mange redskaber til juletræsproducenter og skovfolk på messen var en tysk tallerkenrenser på standen hos Skærbæk Maskinforretning.

Der var stor interesse for dette nye redskab til renholdelse mellem nyplantede juletræer og skovplanter på Skærbæk Maskinforretnings stand. Fotos: Erik Hansen
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Den tredje torsdag i august afvikles den traditionsrige Langesømesse. Igen i år var omkring 2.000 gæster fra ind- og udland valfartede til messen for juletræsproducenter og skovfolk på Langesø Gods vest for Odense. I de idylliske omgivelser var der ikke mindre end 120 stande langs skovvejene.
Blandt nyhederne viste Skærbæk Maskinforretning en effektiv renser til nyplantede arealer med juletræer eller skovplanter.
Redskabet er udviklet af en tysk samarbejdspartner, der selv har en juletræsplantage. Med skær i begge retninger bearbejdes jorden overfladisk mellem rækkerne, som for skovplanter har et mellemrum på 1,50 meter og for juletræer 1,20 meter.
- Foruden at kunne nedkæmpe selv større ukrudtsplanter sørger skærene for at skubbe jorden ind til planterne fra begge sider, fremhæver medindehaver Thomas Kier, Skærbæk Maskinforretning, som oplevede stor interesse for det nye redskab.
Flotteste juletræ
Som afrunding på messen kåres hvert år det flotteste juletræ, som producenter havde medbragt. Den gyldne stjerne blev i år sat på toppen af et nordmannstræ fra Anders Laursen i Dørup ved Silkeborg. Det er anden gang, han vinder - sidste gang var i 2023.
Anders Laursen har 47 hektar med juletræer, og langt hovedparten afsættes til eksport, både til Tyskland, England og flere østeuropæiske lande.
DM i udkørsel og motorsav
Lige så traditionelt afvikles det danske mesterskab i udkørsel af træ på messen ved Odense. Her vandt Bjørn Andersen fra MT Skovservice ApS i Brændekilde med en tid på 12 minutter og 39 sekunder i finaleheatet.
I Skovbrugsmesterskaberne for elever, som var arrangeret af Beder Gartnerskole i samarbejde med DM&E, gik sejren til Andreas Møller, der netop har afsluttet sin elevtid hos SLS A/S i Addit ved Skanderborg. Han var hurtigst på konkurrencebanen og vandt vinderpokalen og førstepræmien - en motorsav fra Husqvarna Group.
Færre juletræer og højere priser
Langesømessen er traditionelt startskuddet til sæsonen for salg af juletræer, og derfor var især mange tyske opkøbere mødt op for at sikre sig træer til julesalget.
- Der er en mindre mængde juletræer i år, og vi ser pæne prisstigninger. Det er blevet sælgers marked, efter bundskraberen i 2011-12 og efter priscyklussen for alvor begyndte at vende efter coronaen, lød det fra direktør Claus Jerram Christensen på standen hos brancheorganisationen Danske Juletræer.
Som væsentlige årsager til det mindre udbud nævner branchedirektøren, at det er træer, som er plantet i tørkeåret 2018, som nu er salgsklare. Det er dermed en lille årgang, da mange små planter måtte give fortabt det år. Både forårsfrosten i 2025 og kulden i vinter kan desuden have skadet knopper og dermed reduceret både kvaliteten og antallet af salgbare træer.
Udfordringen er ikke kun dansk. Claus Jerram Christensen peger på lignende problemer i Tyskland og på stærk varme og tørke i Frankrig, hvor temperaturerne som bekendt både sidste år og her i sommer har været over 45 grader. For små nordmannsgraner kan så høje temperaturer være ødelæggende.
100 stopper årligt
Samtidig har de dårlige salgspriser gennem en årrække fået mange producenter både herhjemme og i Tyskland, Frankrig og Østeuropa til at forlade branchen.
Samlet set er der de sidste ti år forsvundet cirka 100 danske producenter pr. år. I dag er der cirka 2.400 juletræsproducenter tilbage i Danmark, men strukturudviklingen har gjort, at arealet kun har været svagt faldende til nu omkring 18.000 hektar med juletræer.
Udviklingen ses også i den danske eksport, som er faldet med over en million træer fra 2023 til 2025. Sidste år blev der eksporteret 8,7 millioner danske juletræer.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































