FMR er på sommertour
FMR Maskiner, der har hovedsæde i Nykøbing Falster, har taget konsekvensen af de mange aflyste dyrskuer, og er påbegyndt touren FMR Roadshow, hvor der præsenteres et par nyheder på maskinfronten.

Første stop på FMR Roadshow ’21 var nær Stokkemarke på Lolland, hvor de fremmødte blandt andet kunne møde Thomas Nielsen fra FMR Maskiner (til højre), der er ekspert i produkterne fra Agrisem. Foto: Jesper Hallgren
Sommertid er normalt tiden, hvor man i maskinbranchen kommer ud mellem mennesker og møder sine kunder. Men coronapandemien har som bekendt sat en kæp i hjulet for dem, der har den slags ambitioner, igen i år.
Men der bliver stadig udviklet, produceret og solgt mange forskellige nye og brugte maskiner i landbruget. Det har FMR Maskiner i Nykøbing Falster taget konsekvensen af, og er i samarbejde med Brøns Maskinimport og Lemken Scandinavia påbegyndt en tour, FMR Roadshow, der beståer af tre arrangementer med fremvisning af maskiner i denne måned.
- Vi ærgrer da os over de aflyste dyrskuer. Man kan sige, at et år kunne man overleve, men nu er det ikke rigtig så sjovt mere. Vi ville gerne ud at møde vores kunder, for det er da sjovest. Vi har stort set altid været med på Roskilde Dyrskue, siger Henrik Rasmussen fra FMR Maskiner.
Præsenterer et bredt udsnit
Og der bliver nok at se på for de interesserede, fortæller Henrik Rasmussens kollega, Anders Højte Hansen.
- Det er en blandet butik med noget for alle. Vi har alt fra ATV’ere op til de største traktorer, roeoptagere, skæreborde og hvad vi ellers har i butikken. Tallerkenharver, plove og så videre. Vi har et rigtig bredt udsnit med af både stort og småt, fortæller Anders Højte Hansen, der oplyser, at der har været god respons fra interesserede, siden den lille turné blev annonceret.
- Indtil videre har vi fået rigtig gode tilkendegivelser om, at det var en alletiders idé at lave sådan et arrangement. Det bliver rimelig enkelt sat op, tre dage fra klokken 15 til klokken 20, så folk kan komme, hvis de har lyst, siger han.
Nyforhandling af JCB
Noget af fremvisningen bærer præg af, at FMR Maskiner har fået forhandlingen af maskiner fra britiske JCB.
- Det er gået rigtig godt med at få solgt JCB-maskiner, men vi vil rigtig gerne vise det frem til mange flere af dem, vi gerne vil ud til, og det her er alletiders mulighed for det, siger Anders Højte Hansen.
Tourneen fik premiere onsdag i denne uge på Lolland, men i de kommende uge lægger FMR Roadshow vejen forbi Ølandsgaarden ved Slagelse den 9. juni, og rundes af på Højvang ved Hedehusene den 16. juni.Arrangementerne varer fra kl. 15 til kl. 20.