Den fynske forhandler af Ziegler-produkterne får på torsdag den 22. september besøg af den tyske redskabsproducents roadshow. På et stubareal ved Heden Maskinforretning bliver der lejlighed til at se og prøve forskellige harvetyper, både dybdeharver, disc-harver og kultivatorer. Inden der køres i marken, vil den danske Ziegler-repræsentant Allan Kristiansen give en kort introduktion af de enkelte redskabstyper.

Trækkraften leveres af Massey Ferguson traktorer, blandt andet MF 8S-305 Dyna VT med 305 hk, som for første gang vises frem af den fynske forhandler.

Arrangementet, som er for alle interesserede, kører fra klokken 10 til 15.

Dagen efter i Vissenbjerg

Dagen efter er der lejlighed til at nærstudere Ziegler-produkterne, som har været med rundt i landet i ugens løb ved tre demonstrationer. Det foregår i den nye danske afdeling, som Ziegler har etableret i Vissenbjerg, fra klokken 9 til 12.

Her findes et bredt udvalg fra hele Ziegler-programmet, og samtidig huser afdelingen et stort lager af reservedele, som hurtigt kan ekspederes rundt til hele Norden.

- For os som forhandler er det naturligvis en ekstra fordel at have fået denne afdeling så tæt på. Og samtidig med et kendt fynsk ansigt som daglig leder, understreger direktøren for Heden Maskinforretning, Lars S. Kristiansen.