Ejerskifterne i dansk landbrug går langsomt, og Sparekassen Sjælland-Fyn vil derfor gerne sætte fokus på ejerformerne – og de ambitioner og forventninger, som de nye ejere kommer med.

Hvilke udfordringer er der? Og hvordan kommer der mere gang i ejerskifte generelt?

Disse spørgsmål – og meget andet – vil blive drøftet på to dialogmøder, som Sparekassen Sjælland-Fyn står bag. Tirsdag den 31. oktober foregår det i sparekassens landbrugsafdeling på Isefjords Allé i Holbæk og dagen efter på Dalum Landbrugsskole i Odense.

Begge møder er fra klokken 17.30 til 20.30 og henvender sig primært til unge på vej ind i ejerskab i landbrugsvirksomheder. Alle med interesse for emnet er dog velkommen til at deltage.

Debat og netværk

Møderne indledes med aftensmad og netværk, inden der er oplæg og debat med »Monopolet«, og det er med Anders Søgaard fra Landbrug & Fødevarer som ordstyrer.

Der vil her blandt andet være oplæg fra Poul Erik Jørgensen, tidligere landbrugsdirektør i Nykredit, og Peter Jørgensen, landbrugschef i Sparekassen Sjælland-Fyn.

Møderne slutter med oplæg til netværk for kommende ejere af landbrugsvirksomheder samt inspirationsmøder, og det er med Mads Bryde Nielsen, landbrugspartner i Sparekassen Sjælland-Fyn, og Rasmus Lind Petersen, der er partner i Boje & Ladekjær.

Tilmelding til møderne foregår på sparekassens hjemmeside på spks.dk/tilmelding.