Baltic Pipe: Energinet kommer på besøg
Udformningen af det omdiskuterede Baltic Pipe-projekt kommer nu nærmere. I de kommende uger vil Energinet kontakte lodsejere, der bliver berørt af gasledningen, der kommer til at gå igennem Sydjylland, Fyn og dele af Sjælland fra Nordsøen til Polen.
For at blive klogere på, hvor en Baltic Pipe-gasrørledning kan graves ned, kontakter Energinet i de kommende uger og måneder over 550 lodsejere. Energinet vil gerne besøge hver enkelt for at høre, om der særlige drænforhold på markerne, om lodsejeren har planer om at udvide en stald eller lignende.
Over 550 lodsejere, der kan blive berørt af Baltic Pipe-projektet, vil i de kommende uger og måneder blive kontaktet af Energinet. Det sker, efter at 12 landbrugsorganisationer har været i dialog med det statsejede energiselskab omkring projekteringen af det store projekt, der vil medføre en udbygning af det danske gastrasmissionsanlæg på op mod 230 kilometer.
– Vi vil gerne ud og tale med hver enkelt lodsejer for at blive klogere på, om der er sær-lige forhold, som gør, at gasrørledningen ikke kan placeres i det foreløbige trace, som Energinet arbejder med lige nu. Vi vil gerne drøfte, om der er forhold, vi skal tage særlig højde for, inden vi kan lave et endeligt forslag til linjeføring. Jo mere viden vi har, jo bedre kan vi planlægge projektet, så det generer mindst muligt, siger Ole Daugaard Buhl, der er afdelingsleder i Energinets Arealer og Rettigheder-afdeling.
I december 2017-januar 2018 holdt Miljøstyrelsen og Energistyrelsen den første offentlige høring om Baltic Pipe-projektet. Her blev et første forslag til projektområde langt frem for offentligheden, og lodsejere, naboer, kommuner m.fl. kunne efterfølgende sende kommentarer og input til projektet.
Anden offentlige høring forventes at finde sted i begyndelsen af 2019.
- Myndighederne har allerede fået mange forslag og kommentarer til, hvor lodsejere mener, at gasledningen kan ligge og ikke ligge. Derudover vil vi gerne i dialog med hver enkelt, for at høre om der er særlige forhold på den enkelte ejendom, vi skal være opmærksomme på – det kan være, at der er særlige drænforhold på en mark, særlige jordbundsforhold eller at en landmand har planer om at bygge et nyt maskinhus. Det vil være nyttig viden at tage med i det videre arbejde, så derfor håber vi, at alle vil tage imod besøget, siger Ole Daugaard Buhl.
Alle lodsejere vil blive ringet op af Energinet for at aftale tidspunkt for besøg. Det er dog kun de lodsejere, der nu forventes at blive berørt af projektet, og ikke de 1100, der tidligere fik brev om, at de kunne blive berørt af ledningen.