Landbrugsmægler Birthe Pedersen er pr. 1. maj 2024 ansat hos Nybolig Landbrug Gørtz & Jespersen.
De fleste kender landbrugsmægler Birthe Pedersen, der gennem næsten 30 år har haft selvstændig mæglerforretning på Fyn.
Næsten lige så mange har gennem de seneste måneder undret sig og spurgt ind til, hvor Birthe Pedersen, efter endt samarbejde med Landbogruppen, nu skal bruge sine evner.
Svaret er Nybolig Landbrug Gørtz & Jespersen.
Faglighed og seriøsitet
- Det er en beslutning, jeg er meget glad for, siger hun og understreger, at det især har været vigtigt for hende at komme ud til nogen, der er vant til at arbejde med landbrug.
- Gørtz & Jespersen er valgt på deres faglighed og seriøsitet og så selvfølgelig fordi jeg ved, at jeg kommer til at arbejde rigtigt godt sammen med hele teamet. Vi har tidligere været konkollegaer, men altid haft respekt for hinanden og kendt til hinandens værdier, siger Birthe Pedersen, der fortsat vil sælge alle typer ejendomme på landet.
Hun påpeger, at Palle Jespersen, Dan Gørtz og hun har en fælles fortid hos Jørgen P. Johansen, hvor de alle tre er uddannede.
- Så det er da lidt sjovt at komme tilbage til der, hvor det hele begyndte, siger hun.
Lidt af et scoop
Birthe Pedersen har været i landbrugsmæglerbranchen siden 1990 og haft egen mæglerforretning fra 1991 til 2020.
- Hele Birthes voksenliv har hun været beskæftiget med salg af landbrug, så jeg er ikke bleg for at sige, at det er lidt af et scoop, at vi har fået chancen for at få Birthe ind i vores firma, siger Dan Gørtz.
- Det er klart en styrke og giver os en endnu større alsidighed, hvor vi supplerer hinanden godt, siger han.
Lokal patriot med udsyn
Birthe Pedersen bor stadig i Ringe, og vil stadig nyde godt at sit lokalkendskab til hele Fyn. Hun glæder sig dog også til at udvide horisonten og kommer både til det jyske og sjællandske, hvor Nybolig Landbrug Gørtz & Jespersen har stadig større succes med salg af landbrugsejendomme.