Dræn er en nøgle i kampen for både klima og fjord

Under mange danske marker ligger et net af drænrør, som gennem generationer har gjort våd og tung jord dyrkbar. Men de samme dræn spiller nu en central rolle, når arealer skal omlægges som led i den grønne trepart.

Det gælder blandt andet omkring Isefjorden. Tidligere i år afleverede selskabet WateriTech et såkaldt oplandsstudie, der er lavet i samarbejde med Seges Innovation og Aarhus Universitet til Kystvandrådet for Isefjorden, og det viste ikke overraskende, at der er dræn i store dele af oplandet til fjorden. 

Omkring 66 procent af oplandet til fjorden er landbrugsjord, og jordbunden er overvejende leret. På hele 76 procent af det kortlagte areal består jorden af fin sandblandet lerjord. Det øger behovet for dræning, men har samtidig betydning for, hvordan næringsstoffer bevæger sig gennem landskabet.

Ifølge rapporten har de mere lerede jorde typisk en høj dræningsgrad. Drænene kan medføre, at næringsrigt vand transporteres forholdsvis hurtigt og direkte fra markerne til vandløb og videre mod fjorden. Rapporten angiver som et typisk niveau, at landbrugsarealer på lerjord taber 16 kg kvælstof pr. hektar til vandløb mod 12 kg på sandjord.

Det er væsentligt ved Isefjorden. I perioden 2020-2023 blev fjorden i gennemsnit tilført omkring 1.160 ton kvælstof om året, og 96 procent kom fra diffuse kilder. Tilførslen er størst om vinteren, hvor både afstrømningen og kvælstofkoncentrationen er høj. I januar ligger den gennemsnitlige kvælstoftilførsel ifølge rapporten omkring 350 ton.

Fra afvanding til vådlægning

Drænenes rolle stopper imidlertid ikke ved vandmiljøet. På tørveholdige lavbundsjorde holder dræningen grundvandstanden nede og gør det muligt at dyrke jorden. Men når den kulstofrige tørvejord tørlægges og kommer i kontakt med ilt, nedbrydes det organiske materiale, og der frigives drivhusgasser.

Derfor er genvanding af lavbundsjorde et af virkemidlerne i den grønne trepart. Her vendes princippet bag den traditionelle dræning om: Vandet skal i højere grad tilbageholdes, grundvandstanden hæves, og på nogle arealer skal dræn og grøfter sættes ud af funktion eller omlægges.

Dermed kan den samme ændring i hydrologien i nogle tilfælde tjene to formål. På kulstofrige jorde kan en højere vandstand begrænse nedbrydningen af tørven, mens vådområder samtidig kan tilbageholde og omsætte kvælstof, inden vandet når vandløbene og fjorden.

WateriTech-rapporten fremhæver netop vådområder som et centralt element i den grønne trepart – både i forbindelse med udtagning af tørveholdige lavbundsjorde og reduktion af kvælstoftilførslen til fjordene.

Det afgørende er, hvor vandet løber

Kortene over Isefjordens opland illustrerer samtidig udfordringen. Kortet over drænsandsynlighed viser store sammenhængende områder, hvor sandsynligheden for dræning er høj. Et andet kort viser eksisterende vådområder og projekter med tilsagn til blandt andet kvælstofvådområder, lavbunds- og klimalavbundsprojekter.

Det understreger, at et vådområdes værdi ikke alene afgøres af dets størrelse. Hvis målet er at fjerne kvælstof, er det afgørende, at det placeres, så det faktisk modtager vand fra de arealer, hvor kvælstoffet kommer fra.

Her bliver kendskabet til drænene vigtigt. Rapportens drænkort viser ikke de enkelte rør under markerne, men en statistisk beregnet sandsynlighed for, hvor arealerne er drænede. Derfor skal den konkrete hydrologi undersøges, når et projekt skal gennemføres.

Dræn kan på den måde både være en del af problemet og en del af løsningen. De har gjort store arealer dyrkbare og kan samtidig føre kvælstof hurtigt mod vandmiljøet. Men netop fordi vandet samles og ledes gennem drænsystemerne, kan kendskab til dem også være afgørende for at placere de vådområder og andre virkemidler, der skal reducere belastningen af fjordene.

Stor klimaindsats undervejs

Det hører samtidig med til historien, at der er sat gang i en stor indsats under treparten, der vil sænke kvælstofudledningerne betydeligt. I det kystopland, der i trepartssammenhæng er kendt som Kattegat, Nordsjælland, er der allerede nu tegnet en lavbundsindsats på 3.546 hektar ind, fordelt på 32 projekter. 

Det er projekter, der enten har fået tilsagn til at blive gennemført, eller hvor man er gået i gang med forundersøgelserne. Ifølge Mars-databasen vil den samlede planlagte indsats, når man ser på kvælstof, medføre en reduktion i området på 1.034 ton årligt, og det er faktisk mere end den kvælstofindsats, der er krav om på området. 

Men ved Isefjorden handler det ikke kun om at tage jord ud. Det handler også om at forstå, hvor vandet kommer fra, og hvor det bevæger sig hen.