Dalbo udvider sit forhandlernet på Fyn
Glamsbjerg Maskincenter bliver ny Dalbo-forhandler og skal styrke salget, servicen og rådgivningen til de fynske landmænd.

Dalbo udvider sit forhandlernetværk på Fyn, da Glamsbjerg Maskincenter bliver ny Dalbo-forhandler. Foto: Dalbo
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Dalbo styrker sin tilstedeværelse på Fyn med en ny forhandleraftale med Glamsbjerg Maskincenter (GMC).
Aftalen betyder, at GMC fremover bliver en del af Dalbos salgs- og servicenetværk. Målet er, at man kommer tættere på de fynske landmænd og samtidig løfter serviceniveauet.
- Vi er meget glade for at kunne byde GMC velkommen som Dalbo-forhandler. De har en stærk lokal forankring, et godt ry i branchen og et stort fokus på kundeservice. Det er værdier, som matcher vores egne, og derfor ser vi et stort potentiale i samarbejdet, siger Knud Jepsen, salgschef hos Dalbo, i en pressemeddelelse.
Dalbos maskiner supplerer ifølge parterne GMC's eksisterende sortiment og giver mulighed for at tilbyde flere løsninger til stubbearbejdning, såbedsforberedelse og tromling.
Hos Glamsbjerg Maskincenter ser Kristian Jørgensen frem til samarbejdet, og han peger samtidig på, at fremtidens landbrug kan skabe behov for flere maskiner til jordbearbejdning.
- Her i forretningen er vi også glade for at være med på holdet hos Dalbo, da produktprogrammet fra Dalbo sammen med vores nuværende jordbehandlingsprogram åbner op for muligheden for at levere præcis den løsning til jordbehandling, som vores kunder måtte ønske, siger han og tilføjer:
- Og ser vi ind i fremtidens jordbrug, ser vi, som tingene former sig på nuværende tidspunkt, et behov for yderligere maskiner til jordbehandling.
Glamsbjerg Maskincenter har i forvejen en forbindelse til Dalbo gennem importen af Agrimaster-græsmaskiner fra Demetra Agri, som Dalbo er en del af.
- Vi ser frem til samarbejdet med GMC og til sammen at udvikle vores position på Fyn. Vores fælles ambition er at give kunderne den bedst mulige oplevelse og løfte serviceniveauet yderligere. Det er til gavn for både eksisterende og kommende Dalbo-kunder på Fyn, siger Knud Jepsen.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.









































