Novo Nordisk Fonden og partnere skyder 2,1 milliarder i støtte til blandt andet landbrug

I et samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden samt fondene Wellcome og Bill & Melinda Gates Foundation er der blevet afsat 2,1 milliarder kroner til forskning og udvikling inden for global sundhed.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden.

Et af de primære fokusområder i samarbejdet bliver indenfor udvikling af klimadata, bæredygtigt landbrug og fødevaresystemer. Håbet er, at initiativet vil bidrage til at skabe en dybere forståelse af klimaforandringernes konsekvenser, udvikle nye løsninger og styrke tilgængelige data med henblik på at understøtte et bæredygtigt miljø, opbygge fødevaresystemernes robusthed og fremme sundheden for sårbare befolkninger rundt om i verden.

- Vi står over for så mange videnskabelige gennembrud inden for landbrug, sundhed og ernæring, og med den rigtige støtte vil disse opdagelser kunne redde og forbedre liv rundt om i verden, lyder det fra Mark Suzman, adm. direktør i Bill & Melinda Gates Foundation.

Andre fokusområder for fondssamarbejdet er infektionssygdomme og såkaldte interaktioner, f.eks. sammenhængen mellem kost og sygdom.

Læs også