Nordisk investeringsbank finansierer stort biogasanlæg i Sønderjylland

Det nye anlæg vil bidrage markant til den grønne omstilling og reducere CO2-udledninger med over 90.000 ton årligt.

I Sønderjylland bliver Tønder snart hjemsted for et af Danmarks største biogasanlæg, når Tønder Biogas A/S i første halvår af 2025 forventes at påbegynde sin kommercielle drift.

Anlægget bliver finansieret af den Nordiske Investeringsbank (NIB) og vil årligt kunne producere mere end 41 millioner Nm3 biometan, svarende til 455 GWh.

Den store biogasproduktion vil erstatte fossilt baseret naturgas og forhindre udledningen af over 90.000 ton CO2 årligt. Derudover vil mere end 48.000 ton flydende CO2 blive opsamlet og solgt til Power-to-X-operatører.

Direkte til gasnettet

Al biogas fra anlægget bliver ført direkte ind i det danske naturgasnet. Produktionen sker udelukkende ved hjælp af husdyrgødning og industriaffald. Det sikrer en bæredygtig energikilde uden brug af energiafgrøder, og anlægget vil årligt håndtere cirka 930.000 ton biomasse og producere over 800.000 ton digestat, som kan anvendes som gødning af lokale landmænd.

Ifølge NIB’s adm. direktør, André Küüsvek, er projektet et vigtigt skridt mod en mere selvforsynende energiinfrastruktur.

- Vedvarende energiløsninger spiller en central rolle i forbindelse med dekarbonisering og ren energiinfrastruktur. Dette projekt vil styrke energiinfrastrukturen ved at gøre naturgasforsyningen mere selvforsynende og dermed mindre afhængig af udenlandsk naturgas, siger han i en pressemeddelelse.

Voksende biogasproduktion

Tønder Biogas A/S påbegyndte anlægsarbejdet i 2021, og projektet markerer endnu et skridt i Danmarks hastigt voksende biogasproduktion, som er vokset fem-seks gange siden 2012.

Når anlægget står færdigt, vil det kunne producere nok energi til at dække det årlige forbrug hos mere end 25.000 husstande.

NIB ejes af otte nordiske og baltiske lande, og finansierer både private og offentlige projekter med fokus på bæredygtig udvikling. NIB har en AAA-rating fra Standard & Poor’s og Moody’s.

Læs også