Direktørrokade: Mejerigigant udskifter topchef med egen vicedirektør
Efter knap 2 år på posten som adm. direktør for Thise Mejeri, er Svend Schou Borch blevet skiftet ud med vicedirektøren Per Godsk Nielsen i hvad bestyrelsen kalder for et »roligt og stabilt gennemført generationsskifte«.

Per Godsk Nielsen, ny adm. direktør i Thise Mejeri. Foto: Thise Mejeri
Efter lidt over et år på posten som adm. direktør på Thise Mejeri fratræder Svend Schou Borch.
Bestyrelsen og direktøren er enige om, at mejeriet nu har brug for en anden profil til at stå i spidsen for virksomheden og sikre den fortsatte udvikling.
Svend Schou Borch overtog direktørposten efter Poul Pedersen, der forlod Thise efter 31 år. Bestyrelsesformand Arne Bisgaard roser Svend Schou Borch for hans sociale og kommunikative kompetencer og siger:
- Mejeriet kører i god gænge, afsætningen, mejeridriften og afregningsprisen er på sporet, og det er vi i bestyrelsen tilfredse med. Men Thise er en andelsvirksomhed dybt forankret i landbrug, økologi og mejeri, samt en stærk lokal forankring - og nu er tiden inde til et sporskifte, hvor Thises kerneværdier og forankringspunkter kommer mere i fokus. Det kræver en profil med en anden ledelsesstil og et dybere Thise- og branchekendskab, fortæller han i en pressemeddelelse.
Intern udskiftning
Bestyrelsen har derfor valgt at udnævne viceadministrerende direktør og økonomichef, Per Godsk Nielsen til ny adm. direktør. Arne Bisgaard begrunder valget således:
- Per Godsk er særdeles kvalificeret til at påtage sig ansvaret som administrerende direktør på Thise Mejeri, dels i kraft af sin mangeårige og meget anerkendte indsats på mejeriet, og dels i kraft af sine erfaringer fra andre fødevarevirksomheder. I tilgift nyder Per Godsk en stor respekt blandt mejeriets medarbejdere og i andelshaverkredsen. Pers lokale forankring og internationale udsyn vejer også tungt på vægtskålen.
Per Godsk Nielsen har en lang historie på Thise Mejeri, hvor han sammenlagt har arbejdet i næsten 18 år, afbrudt af perioder i andre fødevarevirksomheder som Danish Crown, ROSE Poultry og senest KMC. Han har været en del af mejeriets udvikling fra de første år til en moderne virksomhed med en årlig omsætning på 1,5 milliarder kroner og 300 medarbejdere.
Per Godsk Nielsen reflekterer over sin tid på Thise Mejeri:
- Mine mange år på Thise Mejeri har sat dybe spor i mig. Jeg er uddannet økonom, men på Thise lærte jeg at løfte blikket fra regneark, tal og andre hårde facts og anskue muligheder og problemstillinger ud fra et større sammenhængende perspektiv – et økologisk perspektiv om man vil.
Med en baggrund som civiløkonom og en MBA i bagagen er Per Godsk klar til at tage Thise Mejeri videre ind i fremtiden.