I december 2024 og de første uger af 2025 udspillede der sig en dramatisk magtkamp i biogasfirmaet BioCirc.

Hele magtkampen endte i sidste ende med at adm. direktør Bertel Maigaard fortsatte i rollen som direktør, mens bestyrelsesmedlemmerne, den nu tidligere DLG koncerndirektør Jesper Pagh, DLG-bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen samt Jens Henrik Pontoppidan og formand Michael Haaning, alle røg ud af bestyrelsen.

En ny bestyrelse blev i starten af januar dannet og besluttede efterfølgende at begrave stridsøksen og se fremad.

Nu kan nyhedsmediet Finans imidlertid afsløre, hvad der foregik bag kulisserne i dagene omkring nytår. Mediet har talt med flere kilder, der oplyser at den tidligere koncerndirektør Jesper Pagh var på vej til at overtage rollen som ny topchef, da de interne stridigheder og alvorlige beskyldninger skabte kaos i selskabets ledelse.

Whistleblower-oplysninger

I 2024 voksede BioCirc med hastige skridt, og bestyrelsen overvejede, ifølge Finans’ oplysninger, derfor en ny ledelsesprofil til at styre virksomheden fremad. Planen var her at indsætte Jesper Pagh, der allerede sad i bestyrelsen, som ny adm. direktør.

I slutningen af 2024 modtog bestyrelsen flere oplysninger fra flere whistleblowere, og det førte imidlertid til mistanke hos ledelsen i BioCirc.

Hvad de præcise anklager gik på er holdt hemmeligt, men Finans mener at vide, at de bl.a. drejede sig om Bertel Maigaards ledelsesstil og omgang med selskabets økonomi. Faktum er at oplysningerne fik bestyrelsen til at fremskynde sine planer for et direktørskifte.

Brud i bestyrelsen

Den interne konflikt eskalerede i december 2024. Her ønskede bestyrelsen en ekstern undersøgelse af de nye oplysninger, men det blev mødt af modstand internt i biogasselskabet. Konflikten kulminerede egentlig i weekenden den 14. – 15. december og den 16. december blev Bertel Maigaard fyret af et flertal i bestyrelsen.

Ifølge bestyrelsesreferater mistede bestyrelsen tilliden til Bertel Maigaard som direktør. Samtidig blev han fjernet fra virksomhedens datterselskaber. I de efterfølgende 14 dage forsøgte bestyrelsen og Bertel Maigaard at finde en mindelig løsning, der kunne anmeldes til Erhvervsstyrelsen, men dette lykkedes ikke og forhandlingerne brød i stedet sammen.

Det betød, at bestyrelsen udsendte en pressemeddelelse den 31. december klokken 02.07 om natten, hvor man meddelte, at Bertel Maigaard ikke længere var adm. direktør grundet uenighed om ledelse og governance.

Maigaard vandt magtkamp

Den udsendte pressemeddelelse blev dog langt fra det endelige punktum på dramaet hos BioCirc. Allerede den 1. januar 2025 lagde biogasselskabet nemlig en erklæring ud på deres hjemmeside, hvor det blev fastslået, at Bertel Maigaard stadig var adm. direktør i virksomheden.

Herfra viste udviklingen, at direktøren havde opbakning fra den største aktionær, Just Eat-milliardæren Bo Bendtsen. Det første i stedet til, at bestyrelsesformand Michael Haaning trak sig sammen med DLG’s to repræsentanter Niels Dengsø Jensen og Peter Pagh. Derfor er Bertel Maigaard fortsat adm. direktør i BioCirc, mens Claus Molbech Bendtsen fra Maigaard & Molbech har taget over som bestyrelsesformand.

Jesper Pagh blev derimod aldrig direktør i BioCirc, ligesom han i starten af 2025 også forlod DLG.