Teknologisk Institut præsenterer på IFFA 2025-messen i Frankfurt en ny generation af vision-systemer, der effektivt reducerer produktionsfejl i fødevareindustrien.

De avancerede systemer integrerer kunstig intelligens og højpræcisionskameraer for at optimere både kvalitetskontrol og produktionsflow.

- Vores nye vision-systemer er udviklet med fokus på at løse konkrete udfordringer i produktionen. For eksempel kan vores digitale kontamineringskontrol identificere selv meget små urenheder på grise- og kvæg-slagtekroppe, forklarer Niels T. Madsen, forretningsleder ved Teknologisk Institut, i en pressemeddelelse.

- Vores AI-system til skærestuen sikrer ensartet kvalitet og optimal udnyttelse af råvaren, tilføjer han.

De nye systemer har allerede vist dokumenteret effekt i samarbejde med større fødevarevirksomheder, hvor implementeringen har øget fødevaresikkerheden og forbedret råvareudnyttelsen. AI-drevet kvalitetskontrol har reduceret fejlskæringer og forbedret produktionsflowet.

- Et innovativt element er vores højhastighedskamera til slice-kontrol, der analyserer op til 2.000 billeder i minuttet og identificerer afvigelser i realtid, som fremmedlegemer, påpeger forretningslederen.

Med nye algoritmer til fremmedlegeme-detektion er systemet blevet endnu mere præcist og kan integreres i eksisterende produktionslinjer.