Den norske gødningskoncern Yara skylder over en milliard kroner til russiske leverandører, men kan ikke betale på grund af EU-sanktioner mod Rusland. Det beretter AgriWatch.

Beløbet dækker leverancer foretaget før Yara i marts 2022 afbrød samarbejdet med russiske og belarusiske virksomheder.

Tonje Næss, pressechef ved Yara, fortæller til mediet, at eventuelle betalinger afhænger af sanktionsudviklingen og juridiske vurderinger. Samtidig har den russiske gødningskoncern Uralchem sagsøgt Yara ved en russisk domstol for at få 119 millioner kroner tilbage. Dette afviser Yara og mener, at russiske domstole ikke har jurisdiktion i sagen.

Norske Yara er en af verdens største gødningsproducenter og havde i 2024 en omsætning på 95 milliarder kroner. Den norske stat ejer 36,2 procent af gødningskoncernen.