To år.

Så længe gik der fra den fagpolitiske forening Dansk Agro Energi blev etableret, til det blev besluttet at nedlægge den igen.

Etableringen skete for at bakke op om de mange biomasseleverandører i Midt- og Nordjylland, men på en generalforsamling for nyligt er det besluttet, at der ikke er nok opbakning og økonomisk støtte til foreningens arbejde.

- Vi har forsøgt at være et talerør for leverandørerne og italesætte de udfordringer, der har været for dem, der leverer biomasse og træder ind i den produktionsgren, siger Nis Hjort, bestyrelsesformand i Dansk Agro Energi, i en pressemeddelelse.

- Vi har skabt en del kontakter og har været med til at age dagsorden op landspolitisk, men vi må konstatere, at der ikke er opbakning og økonomisk støtte i det omfang, der er brug for. Derfor vælger vi at nedlægge Dansk Agro Energi, tilføjer han.

Selvom Dansk Agro Energi nu bliver nedlagt, er hele biomasseproduktionen og det at træde ind i energiproduktion på sol og vind mere og mere aktuelt, understreger bestyrelsesformand Nis Hjort.

- Det biogene kulstof er endnu mere centralt, end det var for to år siden. Den dagsorden eksisterer stadig, og det er godt at se, at Landbrug & Fødevarer og de større rådgivningsselskaber for alvor træder ind i denne dagsorden og hjælper, siger han.

Bag Dansk Agro Energi er landbrugsorganisationerne Fjordland, Agillix, Landboforeningen Midtjylland, L&F Centrovice, Vejle-Fredericia Landboforening, Østjydsk Familielandbrug samt en række landbrugsvirksomheder.

Business