Over 4,5 mia. i resultat: Yara tager kæmpe milliardspring på bundlinjen
Den norske gødningsproducent rider på bølge af stærk kommerciel performance og lavere omkostninger.

Arkivfoto
Den norske gødningskoncern Yara har oplevet gevaldig fremgang i det første halvår af 2025 sammenlignet med samme periode året før.
Bundlinjen er steget enormt fra 19 millioner amerikanske dollar til 708 millioner dollar. Det svarer til et spring fra 121,7 millioner kroner til 4,53 milliarder kroner.
Foruden forøgelse af resultatet blev omsætningen også øget fra svarende til 43,7 milliarder kroner til 48,6 milliarder kroner.
- Vi er glade for at kunne rapportere fortsatte forbedringer i vores resultater, drevet af øgede marginer, stærk kommerciel eksekvering og endnu et kvartal med produktionsrekord, lyder det fra adm. direktør i Yara, Svein Tore Holsether i en meddelelse på selskabets hjemmeside.
Den markante fremgang tilskrives især effektiviseringsprogrammer, høj produktivitet og et strammere globalt marked for nitrogen. Yara er foran planen med et besparelsesprogram, som skal reducere faste omkostninger og investeringer med 150 millioner dollar (961,9 millioner kroner) inden udgangen af 2025.
Samtidig viser ordreindgangen i Europa styrke, og selskabet forventer fortsat efterspørgsel i bl.a. Indien og Brasilien. Yara fremhæver, at man vil styrke sin position gennem selektive investeringer – herunder i lavemissions-ammoniakprojekter i USA – og fastholde fokus på afkast og kapitaldisciplin.
Udsigterne for resten af 2025 peger på et fortsat gunstigt marked drevet af stram global forsyning og stigende efterspørgsel, især uden for vækstsæsonen i den nordlige halvkugle. Samtidig forventes lavere gaspriser at styrke europæiske marginer. Den samlede finansielle position ventes derfor at blive yderligere styrket.