Den direkte støtte ser ud til at skrumpe drastisk fra 2028
EU-Kommissionen har fremlagt sit budgetforslag med nu kun 300 milliarder euro til landbruget, og det møder kritik fra Landbrug & Fødevarer.

Den direkte betaling til de europæiske landbrugere skal udgøre 300 milliarder euro i det kommende EU-budget, hvis det står til EU-Kommissionen. Beløbet er mellem en fjerdedel og en femtedel mindre end hidtil. Foto: Camilla Bønløkke
EU-Kommissionen offentliggjorde sent onsdag sit forslag til et nyt EU-budget, og europæiske landmænd skal nok forberede sig på noget lavere støttebeløb efter den 1. januar 2028. Ifølge forslaget skæres der 87 milliarder euro i den direkte støtte.
- Landbruget vil blive styrket, lød det ellers fra kommissionsformand Ursula von der Leyen på pressemødet ved fremlæggelsen.
Hun gjorde opmærksom på, at landbruget samlet får lige så mange penge som tidligere, hvis man medregner mulighederne for øvrige tilskud.
- Vi har sikret en fortsat direkte betaling til landbrugere, 80 procent – hvad der svarer til 300 milliarder euro. Det er en del, men med de regionale og nationale partnerskabsplaner er der potentielt mere finansiering tilgængelig, forklarede kommissionsformanden.
Der stilles enorme krav til landbruget på europæisk plan, og derfor skal man ikke begynde at fjerne økonomi fra området
Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer
Forkert at fjerne økonomi fra området
Landbrug & Fødevarers formand Søren Søndergaard er knap så optimistisk ovenpå fremlæggelsen. Han er tilfreds med elementer som forenkling, incitamentstøtte og fleksibilitet, men hæfter sig først og fremmest ved, at budgettet til landbruget reduceres markant.
- En reduktion på 22 procent hænger ikke sammen med stærkt stigende krav fra samfundet og forventninger om både stor produktion for at sikre forsyningssikkerheden – og et voldsomt pres for at levere mere på klimabeskyttelse, biodiversitet, vandmiljø og dyrevelfærd. Der stilles enorme krav til landbruget på europæisk plan, og derfor skal man ikke begynde at fjerne økonomi fra området, siger han.
Hvis EU-Kommissionens budgetforslag bliver fulgt, er en af de helt store ændringer på landbrugsområdet, at man fremover vil fordele landbrugsmidlerne ud i 27 nationale konvolutter i stedet for det hav af puljer, der er i dag. Noget, som L&F også kritiserer, fordi den øgede nationale selvbestemmelse forringer de lige konkurrencevilkår for europæiske landmænd.
Støtteloft truer
Samtidig er L&F modstander af det mulige støtteloft, der truer især de største landbrug. En bekymring, som også Asger Christensen – europaparlamentariker for Venstre og landmand fra Sydjylland – delte, da Effektivt Landbrug til torsdagsavisen fik en kommentar til idéen om, at der i fremtiden ikke kan gives støtte på mere end 100.000 euro, eller hvad der svarer til omkring 750.000 kroner.
- Det bliver jo lige pludselig socialpolitik, når man på den måde går ind og begrænser støttemulighederne for større landbrug, sagde Asger Christensen.
Ursula von der Leyen forklarede på onsdagens pressemøde, at det største EU-budget nogensinde er nødvendigt i lyset af de udfordringer, man står over for. EU-Kommissionen foreslår at afsætte 410 milliarder euro til en europæisk konkurrencefond. Det skal medvirke til at styrke EU’s konkurrenceevne over for blandt andre USA og Kina. Dermed vil der altså blive brugt flere penge på konkurrenceevne end på landbrugsstøtten.
EU-Kommissionens udspil bliver nu udgangspunktet for de 27 medlemslandes forhandlinger om det kommende EU-budget, der i sidste ende også skal godkendes af Europa-Parlamentet. Det ventes ikke, at man når en aftale om EU-budgettet før engang i 2027.