Næste konkurrenceparameter i frugt- og grøntbranchen: Klimatal skal øge afsætning
Gasa Nord Grønt og innovations- og forskningsvirksomheden Seges Innovation har i samarbejde kortlagt klimaaftrykket fra danske jordbær, gulerødder, løg og salat hos tre frugt- og grøntproducenter.

Jordbæravler Søren Olesen fra Skælskør er en af de jordbæravlere, der har fået analyseret sin produktion som led i den nye analyse. Foto: Seges Innovation
Dansk frugt og grønt hører til blandt de fødevarer, der har det absolut laveste klimaaftryk. Det gælder især, når de bliver dyrket lokalt.
Selvom der har været et stort fokus på frugt og grøntsager, har der indtil nu ikke været viden om de enkelte frugt- og grøntproducenters klimaaftryk. Det laver andelsselskabet Gasa Nord Grønt AmbA om på i et nyt samarbejde med innovations- og forskningsvirksomheden Seges Innovation, da man har kortlagt klimaaftrykket fra danske jordbær, gulerødder, løg og salat hos de tre frugt- og grøntproducenter Hyldetoftegaard, DanRoots og Axel Månsson.
- Vi har selvfølgelig haft en overordnet fornemmelse af, hvor store udledningerne er ved at producere frugt og grønt. Vi ved også fra tænketanken Concito, at grøntsager overordnet er blandt de mest klimavenlige fødevarer, siger salgs- og marketingdirektør Janni Aaholm Madsen fra Gasa Nord Grønt i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Men nu kan vi dokumentere vores eget klimaaftryk, og det er vi mig bekendt de første i Danmark, der kan.
Det Aarhus-baserede andelsselskab leverer frugt og grønt fra 40 producenter til danske supermarkeder og professionelle køkkener, og samarbejdet med Seges Innovation om analysen begyndte i 2024.
Større gennemsigtighed
Analysen er foretaget for at skabe større transparens omkring produkternes klimaaftryk, så det bliver mere gennemskueligt for supermarkedernes indkøbere og forbrugerne ude i frugt- og grøntafdelingerne.
- I Danmark er vores producenter rigtigt godt med på klimavognen, og det kan vi nu synliggøre over for indkøbere og forbrugere. Dermed bliver det lettere for dem at vælge de mest klimavenlige produkter. Der er ingen tvivl om, at en øget gennemsigtighed omkring klimaaftrykket fra jord til bord bliver »licens to produce« i fremtiden, og vi er stolte af at gå forrest på denne front, siger Janni Aaholm Madsen.
Analysen giver samtidig producenterne et redskab til at finde de områder, hvor de kan forbedre sig yderligere.
- For at kunne mindske sit klimaaftryk som producent er man nødt til at have viden om, hvor ens største udledninger kommer fra. Er det fra emballagen? Gødningen? Energiforbruget? Nu får producenterne for første gang et faktuelt grundlag for at iværksætte de handlinger, som reelt kan skabe en forskel ude i væksthusene og på markerne, lyder det fra salgs- og marketingdirektøren.
Forskel på grøntsager og afgrøder
For Seges Innovation har seniorkonsulent Andreas Jensen stået i spidsen for den store analyse, der tager afsæt i data fra virksomhedens klimaværktøj ESGreen Tool.
Han mener, at der er stor forskel på klimaaftrykket for de forskellige slags grøntsager og afgrøder.
- Som det gælder for landbrug generelt, står lattergas fra gødningen for en betragtelig del af klimaaftrykket. Ellers er det forskelligt fra grøntsag til grøntsag, hvad der fylder mest, siger han og fortsætter:
- For gulerødder fylder lastbiltransport til butikker f.eks. en del, mens produktionen af udplantningsplanter fylder mere for salater, fordi de spires i tørvemos og dyrkes i opvarmede drivhuse for at være klar til udplantning i foråret. For jordbær er det produktion og bortskaffelse af den hårde plastemballage, der fylder mest.
Analysen har ligeledes inddraget internationale data, men arbejdet har været udfordret af, at klimaaftryk for frugt og grønt ofte opgøres forskelligt fra land til land.
Grundlag for at blive bedre
For jordbæravler- og formand for Gasa Nord Grønt, Søren Olesen fra gården Hyldetoftegaard i Skælskør, har analysen givet helt nye indsigter i klimaaftrykket fra hans produktion. Han leverer jordbær til blandt andet Salling Group og Nemlig.com via Gasa Nord Grønt.
- Med analysen er jeg blevet meget klogere på, hvor stort klimaaftryk min jordbærproduktion har, og hvor de største udledninger kommer fra. Det har været meget værdifuldt, og jeg er også blevet overrasket over at få sat tal på – fx over hvor meget emballagen betyder i klimasammenhæng, forklarer han.
Han har de seneste år arbejdet på at reducere klimaaftrykket. Han er blandt andet stoppet med at dyrke jordbærrene i ren spagnumjord og skiftet til en blanding indeholdende kokosfibre, som belaster klimaet mindre, ligesom han har udskiftet de hårde plastlåg på jordbærbakkerne med klimavenlig folie.
- Vi har gjort meget på området, men det en fortløbende proces, hvor vi aldrig bliver færdige. Her giver analysen os et solidt grundlag, når vi kigger frem og skal beslutte, hvilke klimatiltag vi skal investere i, i vores produktion. Vi har allerede igangsat flere nye tiltag på baggrund af analysen, siger Søren Olesen.
Gasa Nord Grønt planlægger at fortsætte arbejdet med at udvide analysen til flere produkter og producenter i de kommende år, med håbet om et tættere samarbejde med detailhandlen om at fremme de mest klimavenlige valg.