DBC Invest har overtaget de sidste 10 procent ejerandele i Grauballegaard Biogas og ejer nu hele biogasanlægget nord for Silkeborg.

Overtagelsen markerer kulminationen på flere års samarbejde, hvor DBC Invest gradvist har taget et større ansvar for både drift og udvikling af anlægget. DBC Invest købte sig ind i 2020 og har siden gradvist øget sin ejerandel i selskabet. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Handlen er en del af DBC’s igangværende kapitalrejsningsproces, der skal styrke selskabets position inden for den grønne energisektor og sikre fortsat udvikling af de anlæg og projekter, virksomheden har i porteføljen.

De sidste ejerandele er erhvervet fra landmanden Mads Niær Kristensen, som har spillet en central rolle i etableringen og udviklingen af Grauballegaard Biogas.

- Efter mange års frugtbart samarbejde med DBC er det nu tid for mig at fokusere på andre projekter end biogas. Det har været en spændende rejse, og jeg er stolt af det, vi har opnået sammen. Jeg fortsætter som leverandør til anlægget, og det gode samarbejde med DBC fortsætter i den rolle, udtaler Mads Niær Kristensen.

Mads Niær Kristensen fortsætter imidlertid som leverandør til Grauballegaard Biogas.

Rune Ledgaard Sørensen er direktør i Danish Bio Commodities og DBC Invest. Foto: DBC

Rune Ledgaard Sørensen er direktør i Danish Bio Commodities og DBC Invest. Foto: DBC

Grøn energi og lokal forankring

For DBC Invest markerer opkøbet et naturligt næste skridt i selskabets udvikling.

- Det har givet god mening for os at samle ejerskabet i takt med, at vi gradvist har taget mere ansvar for den daglige drift og den strategiske udvikling af anlægget. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Mads som leverandør og at videreudvikle Grauballegaard Biogas som et centralt element i vores grønne energisatsning, siger Rune Ledgaard Sørensen, adm. direktør i DBC Invest.

Grauballegaard Biogas er et moderne biogasanlæg, der producerer grøn energi baseret på lokale biomasseressourcer. Anlægget bidrager til at reducere CO2-udledningen og fremmer en cirkulær udnyttelse af landbrugets restprodukter.

DBC Invest er en del af DBC-koncernen, der investerer i og driver bæredygtige energiprojekter i Danmark. Med fokus på biogas, cirkulær økonomi og grøn energi arbejder virksomheden for at kombinere bæredygtighed med solid drift og lokal forankring.

Senest har DBC Invest købt biomasseenheden Dalgas Biogas Substrate fra Dalgas, som er medejer af virksomheden.

DBC’s biogasanlæg og barmarksprojekter

  • Grauballegaard Biogas
  • Sindal Biogas
  • Outrup Biogas
  • Sønderjysk Biogas
  • Agri Energy Vrå
  • Vestjysk Biogas
  • Langaa Bioenergi
  • Ikast Biogas A/S
  • RKB Bioenergi A/S
  • BioPark Brønderslev A/S
  • Biogas Thy
  • Biogas Mors
Business