Ny undersøgelse fastslår: Økonomien driver kampen mod madspild
Trods faldende priser på kort sigt viser en ny Verian-undersøgelse for Stop Spild Af Mad, at de kraftige prisstigninger på fødevarer over de seneste fire år har sat varige spor i forbrugernes adfærd, hvor ønsket om at spare penge klart overhaler både klima- og ressource-hensyn i kampen mod madspild i 2026.

Ny undersøgelse viser, at økonomi trumfer klima, når danskerne vil reducere madspild i 2026 – 9 ud af 10 er motiverede. Foto: Victor Juul Grønbæk
Økonomien vejer tungere end både klima og hensynet til jordens ressourcer, når danskerne i 2026 vil reducere deres madspild.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Verian (tidligere Gallup) for foreningen Stop Spild Af Mad. Samlet set angiver knap ni ud af ti danskere, at de er motiverede for at mindske madspild det kommende år – primært for at spare penge.
Undersøgelsen kommer i kølvandet på markante prisudsving på fødevarer. Ifølge Danmarks Statistik er fødevarepriserne ganske vist faldet med 4,5 procent de seneste fem måneder, men over de seneste fire år er priserne samlet set steget med mere end 30 procent. Det pres slår nu tydeligt igennem i forbrugernes prioriteringer.
Prispresset ændrer adfærd
Tallene fra Verian viser, at økonomiske hensyn er den mest afgørende motivationsfaktor. 24 procent af de adspurgte peger på stigende fødevarepriser som direkte årsag til, at de vil finde besparelser i madbudgettet, mens yderligere 24 procent angiver ønsket om generelt at spare penge. Til sammenligning nævner 18 procent hensynet til jordens ressourcer, mens kun 11 procent fremhæver klimaet som primær drivkraft.
- Maden er fortsat dyr. Fødevarepriserne er steget med over 30 procent de seneste fire år, viser tal fra Danmarks Statistik i 2025, og det er virkelig meget og langt mere end den generelle inflation, siger Camilla Kann Fjeldsøe, direktør for Verian og medlem af Advisory Board i foreningen Stop Spild Af Mad i en pressemeddelelse.
Hun peger samtidig på, at interessen for madspild ikke er aftagende – tværtimod.
- Vi har samarbejdet med Stop Spild Af Mad i over 15 år og leveret vigtige samfundsmæssige undersøgelser om madspild. Vores nyeste undersøgelse viser, at kampen mod madspild er mere aktuel end nogensinde, idet knap 9 ud af 10 danskere er motiveret for at reducere deres madspild i 2026.
Pengepungen trumfer klimaet
Hos Stop Spild Af Mad genkender man billedet af en befolkning, hvor økonomien fylder mere end de grønne budskaber.
- Vores nye tal bekræfter, hvad vi har kunne fornemme allerede: danskerne er en anelse trætte af klimabudskaber - men de lytter, når vi taler om deres pengepung, siger Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad og fortsætter:
- Når fødevarerne bliver dyrere, bliver danskerne motiveret til at ændre adfærd. Det er vores opgave at give danskerne værktøjer og løsninger, de har brug for til både at spare penge og mindske madspild.

Stifter og bestyrelsesformand i foreningen Stop Spild Af Mad, Selina Juul. Foto: Andreas Mikkel Hansen for Stop Spild Af Mad
Næsten ingen modstand mod indsatsen
Undersøgelsen viser samtidig en markant folkelig opbakning til kampen mod madspild. Kun seks procent af de adspurgte svarer, at de ikke ønsker at sætte fokus på madspild i 2026. Motivationen er stabil på tværs af køn, alder, regioner og politisk overbevisning.
Det sker i et jubilæumsår for Stop Spild Af Mad. I 2026 fylder forbrugerbevægelsen 18 år, mens foreningen bag fylder 10 år senere på året. Blandt de centrale initiativer er den landsdækkende digitale platform GratisMad.dk, der formidler overskudsmad til økonomisk trængte familier, flygtninge, hjemløse og andre socialt udsatte.
Siden lanceringen i 2021 har GratisMad.dk haft 823.000 besøg og rummer i dag 728 lokale madspildsorganisationer og initiativer. Især i perioden med høje fødevarepriser har platformen oplevet stigende aktivitet, og flere aktører – herunder Rema 1000-butikker – donerer allerede overskudsmad via portalen.








































