Case IH vender tilbage på Agromek til november.

Det står klart efter gruppen af danske forhandlere netop har været samlet for at lukke aftalen om deltagelsen på Agromek.

De syv ejerledende Case IH-forhandlere i Danmark er Sørensen & Lynggaard, Yding Smedie og Maskiner, Salling Traktor, Brdr. Holst Sørensen, Maskincentrum, Flemløse Maskinforretning og SD. Kjærsgaard, som dermed vender tilbage til Nordens største landbrugsmesse, som afvikles i Herning.

Base i Boxen

Forhandlergruppen får base i Boxen, som gruppen har valgt at omdøbe til »Traktorboxen«, da man får en stor og fælles stand, hvor kunder og samarbejdspartnere kan møde de private danske Case IH-forhandlere samlet ét sted.

- Vores mål er at skabe en god oplevelse for vores kunder. I Traktorboxen er der parkering lige ude foran, højt til loftet og et godt indeklima – det er de bedste rammer, og det afspejler den måde, vi selv driver forretning på, lyder det i en fælles udtalelse fra gruppen.

I et traktormarked og et marked for landbrugsmaskiner i hastig forandring, og hvor mange mærker i dag er ejet af store danske og udenlandske andelsselskaber eller kapitalfonde med stor afstand mellem ejer og kunde, vil »De forenede danske Case IH-forhandlere« tilbyde et alternativ.

- Vi er ejerledede virksomheder med lokal forankring, korte beslutningsveje og tæt kontakt til kunderne. Samtidig har vi en samlet styrke, der matcher de største aktører i markedet, lyder det.

På Kolding Fjord var de 7 ejerledere af Case IH forretningerne samlet for at give hånd på Agromek, fra venstre Carsten Carøe Sørensen, Martin Andersen, Peter Nielsen, Palle Kjærsgaard, Lars Andersen, Jeppe Rasmussen og Søren Kjærsgaard. Foto: SD. Kjærsgaard

På Kolding Fjord var de 7 ejerledere af Case IH forretningerne samlet for at give hånd på Agromek, fra venstre Carsten Carøe Sørensen, Martin Andersen, Peter Nielsen, Palle Kjærsgaard, Lars Andersen, Jeppe Rasmussen og Søren Kjærsgaard. Foto: SD. Kjærsgaard

Lokal tilstedeværelse og national styrke

Gruppen repræsenterer samlet over 100 servicebiler, mere end 300 medarbejdere, over 100 nye Case IH-traktorer på lager og 10 stk. nye flagskibs AF10 mejetærskere på vej hjem, samt mere end 100 millioner kroner i Case IH-reservedele på lager.

På den måde kombinerer de syv ejerledede forhandlere en lokal tilstedeværelse med national styrke, og alt sammen til fordel for kunderne.

Dermed bliver Agromek ikke blot et comeback for Case IH i Herning, men også en markering af, at private danske ejerledere fortsat spiller en central rolle i det danske marked for landbrugsmaskiner, lyder det.

Agromek finder sted den 24.-27. november i Messecenter Herning.

Business