Rema 1000 runder velfærdsmål: Hver fjerde gris solgt med tre hjerter
Detailkæden Rema 1000 har nået sin 2025-målsætning for dyrevelfærd i grisekød og øger samtidig andelen af kylling og oksekød med højere standarder.

Over hver fjerde solgte gris har høj dyrevelfærd, og også velfærdskylling vinder frem hos detailkæden Rema 1000. Foto: Rema 1000
Discountkæden Rema 1000 kom i 2025 i mål med sin strategiske målsætning om at løfte salget af kød med høj dyrevelfærd.
Nye tal viser, at 28,4 procent af det solgte grisekød bar mærket »Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse« med tre hjerter og dermed oversteg målet om mindst en fjerdedel.
Ifølge kæden er fremgangen drevet af et tæt samarbejde med producenter og Dyrenes Beskyttelse.
- I Rema 1000 har vi i mange år arbejdet tæt sammen med Peter & Lene og Nielli & Tommy, som laver frilandsgris af høj kvalitet. På gårdene i Give og Karup sætter de høje standarder, så vores kunder kan være sikre på, at produkterne i kølediskene er havnet der på ansvarlig vis, siger kategorichef Jonas Garly hos Rema 1000 i en pressemeddelelse.
Udviklingen ses også i andre kategorier. I 2025 havde 17,9 procent af det solgte okse- og kalvekød to dyrevelfærdshjerter, mens fersk kylling med tre hjerter tegnede sig for omkring 10 procent af salget.
Samtidig er den hurtigst voksende kyllingerace udfaset i det ferske sortiment – et skridt, der ifølge kæden forbedrer forholdene for de cirka 15 millioner kyllinger, den årligt sælger.
- Rema 1000’s målrettede arbejde med at udfase turbokyllinger er et godt eksempel til efterfølgelse for andre aktører på dagligvaremarkedet, udtaler Britta Riis, Dyrenes Beskyttelse, og fortsætter:
- Rema 1000 viser, at klare målsætninger og et forpligtende samarbejde kan omsættes til markante forbedringer for dyrene. Når over en fjerdedel af grisekødssalget nu lever op til de højeste krav, er det et stærkt signal om, at dyrevelfærd er vigtigt for stadig flere forbrugere, udtaler Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
Kæden vil nu arbejde videre med udfasning i forarbejdede produkter og frostvarer som led i en langsigtet markedsdrevet omstilling.







































