35-årig svineproducent køber gårde for 30 mio.
Med sin tidligere arbejdsgiver som medfinansier har 35-årige Michael Tylvad fundet en alternativ vej til et generationsskifte, der nu samler en produktion på 15.000 slagtesvin og 345 hektar under ny ledelse.

35-årig driftsleder køber to svinegårde for 30 millioner kroner med hjælp fra sin tidligere chef og gennemfører generationsskifte. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
En markant ejendomshandel på grænsen mellem Nordfyn og Middelfart viser en alternativ vej til generationsskifte i svineproduktionen.
35-årige Michael Tylvad har overtaget Højgaard i Søndersø og Harndrup Ellegård i en samlet handel på omkring 30 millioner kroner efter 20 år som ansat hos sælgeren, Ole Junker.
Det skriver Fyens.dk.
Finansieringen faldt først på plads, da den tidligere arbejdsgiver selv gik ind i konstruktionen.
- Uden Oles hjælp, var det aldrig lykkedes. Hvor andre unge landmænd måske har en landsmandsfar i ryggen, der kan kautionere eller på anden måde stille noget sikkerhed, havde jeg sparet en million op, fortæller Michael Tylvad til mediet.
Med et sælgerlån på 5 millioner kroner og skattemæssige vilkår tilsvarende en familieoverdragelse blev handlen mulig, efter at banker ellers havde afvist projektet.
De to ejendomme omfatter 96 hektar jord, mens Michael Tylvad via ejerskab og forpagtning råder over 345 ha og dermed kan producere hovedparten af foderet selv.
Sælgeren Ole Junker ser modellen som en investering i både kontinuitet og talent.
Han fortsætter i en rådgivende rolle i de første år, mens den nye ejer opbygger erfaring med finansiering, indkøb og svineproduktion.











































