Syv danske økologiske fødevare- og drikkevareproducenter rejser 1.–4. marts til Los Angeles i et målrettet eksportfremstød arrangeret af Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Ambassaden i Washington.

Målet er at styrke adgangen til det amerikanske marked gennem direkte dialog med centrale aktører i værdikæden. USA er et af verdens største økologimarkeder, og Californien betragtes som epicentret for sundhed, bæredygtighed og premium-produkter.

- Californien er et interessant marked, hvor økologi, clean-label og bæredygtige fødevareløsninger ikke blot er niche, men i højere grad er mainstream. Med dette eksportfremstød bringer vi en række innovative danske virksomheder helt tæt på de beslutningstagere, der kan omsætte interesse til konkrete forretningsmuligheder, siger Cornelius Simonsen, seniorkonsulent i Marked, Fødevarer og Gastronomi hos Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Programmet omfatter møder med kæder som Whole Foods Market, Erewhon og Sprouts Farmers Market samt distributører som UNFI og KeHE Distributors. Delegationen deltager også i Natural Products Expo West – Nordamerikas største messe for naturlige og økologiske produkter.

De syv virksomheder spænder fra mejeri og kød til plantebaserede snacks og specialdrikke. Fællesnævneren er økologi, rene ingredienser og høj fødevaresikkerhed – styrkepositioner, der skal omsættes til konkrete eksportaftaler.

Business