Arla udnævner erfaren direktør for ejerkommunikation
Arla Foods har ansat Maria-Louise Dueholm Mortensen som ny direktør for andelsselskabets ejerkommunikation. Hun skal blandt andet styrke dialogen med andelshaverne.

Maria-Louise Dueholm Mortensen har en fortid hos Danish Crown og Mars, samt andre stillinger i Arla siden 2020, men fra 1. maj er hun ansat som direktør for ejerkommunikation i andelsselskabet. Foto: Arla Foods
Maria-Louise Dueholm Mortensen tiltræder pr. 1. maj som ny direktør for ejerkommunikation i Arla Fods, hvor hun skal referere til Mariam Sommerfeldt Skovfoged, global ansvarlig for Kommunikation og Public Affairs.
I en pressemeddelelse skriver Arla, at Maria-Louise Dueholm Mortensen får ansvaret for den strategiske retning og videre udvikling af kommunikationen med Arlas ejere.
Hun har været ansat i Arla siden 2020 i forskellige roller, men Mariam Sommerfeldt Skovfoged glæder sig over, at hun nu er udnævnt til direktør for ejerkommunikation.
- Vi er meget glade for at byde Maria-Louise velkommen som vores nye direktør for ejerkommunikation. Maria-Louise har i sine tidligere roller i Arla vist både ambition, drivkraft og lederskab, siger hun og fortsætter:
- Med hendes kommunikationsbaggrund, kommercielle erfaring og dybe forståelse for andelsselskabet er vi sikre på, at hun vil bringe værdifuld ekspertise til teamet og styrke kommunikationen med, til og fra vores ejere yderligere.
Maria-Louise Sommerfeldt Skovfoged har en kandidatgrad i Corporate Communications og har været ansat i Arla siden 2020, hvor hun senest har haft titlen Senior Global Manager og leder af det globale Starbucks brand team.
Før hun blev ansat i Arla havde hun internationale roller inden for brand management og strategisk revenue management hos Danish Crown og Mars. Nu ser hun frem til at starte i sin nye rolle til maj.
- Jeg er meget begejstret for at tage imod denne nye mulighed. Vores andelshavere er fundamentet for alt, vi gør i Arla, og meningsfuld kommunikation er afgørende for vores fælles succes, siger hun og tilføjer:
- Jeg ser frem til at bruge min erfaring fra hele forretningen til at videreudvikle vores kommunikationskanaler og sikre, at vi lytter til, informerer og engagerer vores ejere effektivt.













































