Arla styrker ingrediensforretning med opkøb af britisk nabogrund
Arlas datterselskab Arla Foods Ingrediens har i Wales opkøbt nabofaciliteterne og styrker dermed kapaciteten og sikrer den fremtidige vækst i ingrediensforretningen.

Arla har opkøbt nabofaciliteterne til valleforretningen Volac i Felinfach i Wales. Foto: Arla Foods
Arla Foods Ingrediens har opkøbt Sensient Flavors, der ligger ved siden af virksomhedens anlæg i Felinfach i Wales.
Det beretter Food Management Today.
Mediet skriver, at opkøbet er en del af Arlas langsigtede investeringsplaner og skal styrke driften samt skabe bedre muligheder for fremtidig vækst i området. Samtidig sikrer investeringen fuld kontrol over kritisk infrastruktur og forsyning, hvilket understøtter stabil drift.
Udvidelsen kommer efter et stærkt 2025 for Arla Foods Ingrediens, hvor ingrediensforretningen øgede omsætningen med 43,1 procent. Væksten skyldes blandt andet stigende global efterspørgsel på proteinprodukter med høj værdi samt integrationen af valleforretningen fra Volac.
Ifølge Anne-Sophie Hoff, direktør hos Arla Foods Ingrediens i Felinfach, vil udvidelsen øge forarbejdningskapaciteten og skabe en mere robust drift. Hun fremhæver samtidig betydningen for lokalområdet og understreger Arlas fortsatte engagement i regionen.



































