Erfaren mejeriprofil overtager ledelsen på Arla-mejeri i Holstebro
Jan Vraa Mikkelsen bliver ny direktør for Arlas største mejeri, der ligger i Holstebro. Han kommer fra lignende stillinger hos Arlas mejerier i Hobro, Christiansfeld og Slagelse.

Arla har fundet den nye direktør til mejeriet i Holstebro. Foto: Arla
Jan Vraa Mikkelsen overtager ansvaret på Arlas mejeri i Holstebro, som er Arlas største mejeri i Danmark målt på omsætning og producerer blandt andet tre af Danmarks mest populære brands som Lurpak, Kærgården og Buko.
Han kommer fra en tilsvarende stilling med ansvar for Arlas mejerier i Hobro, Christiansfeld og Slagelse, og han har i alt 18 års erfaring som mejeridirektør samt en baggrund inden for både mejeri- og bryggeribranchen. Nu ser han frem til den kommende udfordring.
- Jeg ser frem til at overtage en stor maskine i Holstebro, og jeg ser det som en stor anerkendelse af de resultater, som jeg har været en del af. Det ligger mit hjerte meget nært, at succeserne er fælles, og med så stærke brands og produkter i Holstebro forventer jeg en masse muligheder for at udvikle forretningen, som vi sammen skal være klar til at gå efter, siger han i en pressemeddelelse.
Jan Vraa Mikkelsen overtager direktørposten den 1. april, og vil fra maj arbejde tæt sammen med den afgående direktør Mette Møller for at sikre en glidende overgang.
Imens overtager logistikchef Hasse Fensman midlertidigt ansvaret for mejerierne i Hobro, Christiansfeld og Slagelse, mens Arla arbejder på at finde en permanent afløser.



































