4,38 mia. i omsætning: Fødevaregrossist oplever fremgang med nye kunder
Nye kunder, styrket salgsindsats og digital investering sender Dagrofa Foodservice frem i 2025 – men bundlinjen påvirkes af engangseffekt året før.

Dagrofa Foodservice øger omsætning og drift i 2025 drevet af nye kunder, stærkere salg og digitale investeringer. Fotos: Dagrofa
Dagrofa Foodservice leverer markant fremgang i både omsætning og driftsresultat i 2025, hvor virksomheden for alvor har sat retning med sin Gro'27-strategi.
Omsætningen stiger med 182 millioner kroner til 4,38 milliarder kroner, mens resultatet af den primære drift (EBIT) vokser 21,5 procent til 71,1 millioner kroner. Årets resultat lander på 50,5 millioner kroner, hvilket er lavere end året før – primært som følge af en positiv engangseffekt i 2024 fra udskudte skatteaktiver, ifølge virksomheden selv.
Fremgangen er især drevet af en betydelig tilgang af nye kunder. I den udkørende forretning er der kommet 663 nye kunder til, mens Cash & Carry-kæden har tiltrukket 3.093 nye kunder.
- Det er virkelig tilfredsstillende at se, hvordan vi over en bred kam har fået ekstra medvind i sejlene takket være den strategiske kurs. Jeg glæder mig over flere ting. F.eks. at vores 30 Cash & Carry-butikker i høj grad har fået endnu bedre fat i de mange lokale spisesteder og erhvervsdrivende. Det skyldes, at vi har nogle dygtige butikskollegaer med ild i øjnene, som er rigtig gode til at forankre de mange nye salgsinitiativer, som vi er begyndt at søsætte, siger adm. direktør, Michael Christensen, i en pressemeddelelse.
Ifølge direktøren har det stor betydning, at kunderne i stigende grad vælger Dagrofa til i, hvad han selv kalder for et meget konkurrencepræget marked.
Salgsstyrke og e-handel driver væksten
Investeringer i salgsorganisationen og digitale løsninger har været centrale vækstdrivere i 2025. Ifølge ledelsen har en udvidet salgsstyrke øget tilstedeværelsen på landsplan og styrket relationen til kunderne.
- Vores strategiske investering i at udvide vores salgsstyrke i den udkørende del af forretningen har også haft stor betydning. Det har medført, at vi i 2025 er blevet meget mere synlige over hele landet, og vi er kommet markant tættere på mange restauranter, kantiner og hoteller. Samtidig har det været et solidt rygstød for os, at vi har fået koblet kunderne på vores nye e-commerce platform. Det er vores største digitale investering nogensinde, og vi har rykket os rigtig meget i forhold til at gøre det nemmere og mere inspirerende at handle med os, forklarer direktøren.
Samtidig har virksomheden styrket sin kontraktportefølje med både forlængelser og nye aftaler – herunder samarbejder med større aktører i hotel-, catering- og foodservicebranchen. Specialistselskaberne bidrager også positivt til udviklingen. Samlet – inklusive disse aktiviteter – når omsætningen op på 4,7 milliarder kroner i 2025 (ekskl. internt salg).

Michael Christensen, adm. direktør i Dagrofa Foodservice.
Vækstambitioner fortsætter
Med Gro'27-strategien sigter Dagrofa Foodservice mod yderligere vækst frem mod 2027, herunder tusindvis af nye kunder i både udkørende salg og Cash & Carry.
Fokus for 2026 er derfor at fastholde momentum.
- Vi er kommet utroligt godt fra land med Gro'27-strategien, og det vidner om, at vi skal blive ved med at være proaktive og investere i at forbedre kundeoplevelsen. Selvom der sker meget i verden omkring os, og konkurrencen er hård, så forventer jeg, at 2026 bliver et år, hvor vi bliver ved med at levere fremgang i alle dele af forretningen, siger Michael Christensen.
Et centralt element i året bliver markeringen af Cash & Carry-kædens 65-års jubilæum, som skal bruges til yderligere at løfte kundeoplevelsen. Blandt initiativerne er hurtigere levering via digitale platforme, modernisering af butikker og kommende click & collect-løsninger.
- Jeg ser helt bestemt optimistisk på fremtiden. Vi står i Dagrofa Foodservice på et meget stærkt fundament, og foodservicemarkedet bliver heller ikke mindre fremover. Samtidig viser tallene fra 2025 tydeligt, at vi får rigtig god respons på at være en fødevaregrossist, der både gør dagligdagen i køkkenerne nemmere, og som også bidrager til at udvikle den danske madscene, tilføjer direktøren.
Dagrofa Foodservice er en del af Dagrofa-koncernen, der for nylig præsenterede årsregnskab for 2025 med den højeste omsætning og bedste driftsindtjening i nyere tid.






































