Den ønskede fusion mellem Them Andelsmejeri og Arla bliver ikke gennemført efter en tilkendegivelse fra konkurrencemyndighederne.

Trods en længere periode med intensivt arbejde for at få projektet i mål står det nu fast, at planerne ikke kan realiseres.

Det er konklusionen, efter at parterne har modtaget en tilkendegivelse fra konkurrencemyndighederne.

Hos Arla Danmark vækker afgørelsen ærgrelse, men også lettelse over en afklaring, fortæller landedirektør Henrik Lilballe Hansen.

- Der er kommet en tilkendegivelse fra konkurrencemyndighederne, der i realiteten umuliggør den ønskede fusion mellem Arla og Them. Konklusionen er derfor, at det ikke giver mening for os at bruge flere ressourcer på projektet, siger Henrik Lilballe Hansen og fortsætter:

- Vi takker Them for et godt samarbejde omkring projektet og processen med myndighederne. Vi har strakt os rigtigt langt for at nå i mål. Derfor ærgrer det os også, at planerne ikke kan gennemføres.

Arla står også midt i fusion med tyske DMK Group, som også afventer myndighedsgodkendelse – en godkendelse, man forventer afsluttet i første halvår af 2026.

Business