Det sidste af smågriseproducent Michael Mulvad Madsens selskaber er nu taget under konkursbehandling. Retten i Viborg erklærede 30. april Vihøjgaard Mark ApS konkurs ifølge Statstidende.

Selskabet drev planteavl, maskinudlejning og maskinstationskørsel. Regnskabet for 2025 viste et underskud på 709.000 kroner, mens den samlede gæld var vokset til 7,6 millioner kroner.

I ledelsesberetningen skrev Michael Mulvad Madsen, at driften blev stoppet i foråret 2025 efter flere års svage resultater.

- Det er ledelsens forventning, at der kan indgås en aftale med pengeinstituttet om en forhøjelse af de private kreditrammer, så det bliver muligt at indfri kassekreditten i selskabet, fremgår det af ledelsesberetningen.

Kurator Johnny Henrik Madsen har over for Landbrugsavisen meddelt, at konkursen er en naturlig følge af konkursen i smågriseproduktionen ved Roslev i Salling. Bedriften omfattede 5.200 smågrise, 870 søer og 380 polte samt 144 hektar jord og var sat til salg for 41,5 millioner kroner. Salget er nu gennemført.

Han oplyser, at prisen landede inden for 90 procent af udbudsprisen, men kan endnu ikke sige, om der bliver dividende til kreditorerne.

BusinessSvin