Østjysk maskinhandler bliver ny Kubota-forhandler
Yding Smedie & Maskiner bliver ny samarbejdspartner for Nellemann Machinery og skal fremover forhandle Kubotas groundcare-program i området omkring Horsens.

Nellemann Machinery udvider Kubota-netværket med Yding Smedie & Maskiner og styrker tilstedeværelsen i Trekantområdet. Pressefotos
Nellemann Machinery fortsætter udbygningen af sit landsdækkende forhandlernetværk. Senest har virksomheden indgået et samarbejde med Yding Smedie & Maskiner, som fra 1. juni bliver lokal forhandler af Kubotas maskiner til groundcare-segmentet i Trekantområdet.
Med aftalen får kunder i området lettere adgang til Kubotas sortiment af blandt andet klippere og kompakttraktorer, samtidig med at Nellemann Machinery styrker sin geografiske dækning.
Hos Nellemann Machinery betegnes samarbejdet som et vigtigt skridt i virksomhedens strategi om at komme tættere på kunderne.
- Vi er enormt glade for, at vi har fundet den rette partner i Yding Smedie & Maskiner. Trekantområdet er et område, hvor vi hidtil ikke har været så stærkt repræsenteret, og det er en vigtig del af vores strategi at komme tættere på kunderne i hele landet, siger salgs- og marketingchef i Nellemann Machinery, Lars Rævsager i en pressemeddelelse.
Ifølge ham bygger samarbejdet på et fælles syn på kvalitet og kundeservice.
- Vi kender Yding Smedie & Maskiner som en seriøs og respekteret aktør i branchen, og det er min oplevelse, at de går helhjertet ind i det her. Det er et samarbejde, der er gennemtænkt og vil skabe værdi for begge parter, siger han.
Udvider sortimentet
Hos Yding Smedie & Maskiner ser man samarbejdet som en oplagt mulighed for at supplere den eksisterende forretning med et nyt produktområde.
- Vi har været i branchen i mange år, og groundcare-segmentet med mindre traktorer og klippere har været et område, vi har manglet i vores sortiment. Samtidig er det et segment, der ikke konflikter med det, vi ellers arbejder med, siger indehaver Jeppe Rasmussen.
Valget af Kubota er ifølge ham truffet på baggrund af både produktprogram og markedsudvikling.
- Vi ser Kubota som et stærkt brand med et komplet program, der passer godt ind i vores eksisterende sortiment af kvalitetsmaskiner og -redskaber. Derudover oplever vi, at mange af vores kunder får flere opgaver inden for vedligehold af arealer samt vintertjeneste, og der passer Kubotas program perfekt, forklarer han.
Han forventer samtidig, at det nye samarbejde kan bidrage til både øget salg til eksisterende kunder og tiltrækning af nye kundegrupper.
- Det giver os mulighed for at tilbyde noget, vi ikke kunne før, samtidig med at det supplerer vores eksisterende sortiment godt, tilføjer indehaveren.

Salgs- og marketingchef Lars Rævsager fra Nellemann Machinery og sælger Niels Bloch Andersen fra Yding Smedie & Maskiner i forbindelse med det nye samarbejde om Kubota groundcare-maskiner i Trekantområdet.
Eftermarkedet vejer tungt
Forud for opstarten er Yding Smedie & Maskiner i gang med at opbygge organisationen omkring det nye produktprogram. Målet er at sikre kunderne den samme rådgivning og service, som virksomheden allerede er kendt for.
- Vi sætter et dedikeret team omkring Kubota-programmet, og sammen med Nellemann Machinery sørger vi for, at både sælgere og teknikere bliver klædt grundigt på. Det er vigtigt for os, at kunderne oplever den samme høje service og faglighed, som de kender os for, siger Jeppe Rasmussen.
Netop virksomhedens fokus på service og eftermarked har været en væsentlig årsag til, at Nellemann Machinery har valgt Yding Smedie & Maskiner som samarbejdspartner.
- Yding Smedie & Maskiner står stærkt på eftermarkedet, og det betyder meget for os. En maskine er aldrig stærkere end det bagland, der følger med, og derfor er det en stor styrke, at vi nu har en partner, der kan sikre kunderne den rette service og support lokalt, siger Lars Rævsager.
Med aftalen får Kubota dermed en stærkere lokal tilstedeværelse i Trekantområdet, mens Yding Smedie & Maskiner udvider sit forretningsområde med et nyt produktsegment.
I det seneste regnskab for 2025 leverede den østjyske maskinhandler et overskud på 3,4 millioner kroner.




































