Fra halmstrå til scones: Startup tester ny fødevareingrediens
Startupvirksomheden Paleas og Orkla-ejede Easyfood har udviklet müsli-scones med fibre udvundet af halm – et eksempel på, hvordan samarbejde kan forkorte vejen fra idé til marked.

Paleas og Easyfood tester halmfibre i müsli-scones og viser, hvordan samarbejde kan bringe innovation tættere på markedet. Foto: Food & Biocluster Denmark
Kan halm blive en værdiskabende ingrediens i fremtidens fødevarer? Det arbejder startupvirksomheden Paleas med, og i samarbejde med fødevareproducenten Easyfood er teknologien nu afprøvet i et konkret produkt: müsli-scones med halmfibre.
Paleas har udviklet en patenteret proces, der omdanner halmstrå til et funktionelt fiberpulver til fødevarer. For en startup kan springet fra teknologi til kommerciel anvendelse være stort, men samarbejdet med Easyfood har givet adgang til produktudvikling, markedsindsigt og praktisk erfaring fra en etableret fødevareaktør.
Kontakten mellem virksomhederne blev styrket gennem et matchmaking-forløb faciliteret af Food & Bio Cluster Denmark.
- De små virksomheder kommer ofte med nye idéer, teknologier og perspektiver, mens de etablerede virksomheder bidrager med erfaring, markedsindsigt og viden om, hvad der skal til for at bringe nye løsninger videre. Når de ender sammen, opstår der ofte nye muligheder for innovation, siger Heidi Høy, Innovation Manager i Food & Bio Cluster Denmark i en pressemeddelelse.
Samarbejdet peger samtidig ind i en bredere dagsorden om bedre udnyttelse af bioressourcer og sidestrømme.
- Samarbejdet mellem Easyfood og Paleas illustrerer noget, vi ser igen og igen. Innovation opstår ofte i mødet mellem virksomheder med forskellige styrker. Når nye teknologier kobles med erfaring, markedsforståelse og konkrete behov, bliver vejen fra idé til anvendelse kortere, siger Heidi Høy.





































