Millioner af ton frugt og grønt går hvert år tabt, før varerne når frem til butikshylderne. En væsentlig årsag er »ethylen«, en naturlig plantegas, som fremskynder modningen, når frugt og grønt transporteres og opbevares i lukkede containere og emballager.

Nu har forskere fra blandt andet Københavns Universitet udviklet et lermateriale, der kan opsamle og fastholde ethylen. Perspektivet er en ny type bæredygtig fødevareemballage, som kan forlænge holdbarheden og mindske spild i forsyningskæden.

- Ler er et interessant materiale, fordi det er naturligt, billigt, ugiftigt og findes overalt - og vi kan optage det sikkert i kroppen. Vores tanke var: Kan vi bruge kemi og fysik til at modificere ler, så det indfanger gassen og dermed bremser modningsprocessen? Det er vi lykkedes med, siger lektor Heloisa Bordallo fra Niels Bohr Instituttet i en pressemeddelelse.

Studiet er ledet af Heloisa Bordallos forskningsgruppe på KU i samarbejde med hendes gruppemedlemmer Karina Kovalchuk og Leander Michels fra Lawrence Berkeley National Laboratory (LBNL). Foto: Københavns Universitet

Studiet er ledet af Heloisa Bordallos forskningsgruppe på KU i samarbejde med hendes gruppemedlemmer Karina Kovalchuk og Leander Michels fra Lawrence Berkeley National Laboratory (LBNL). Foto: Københavns Universitet

Forskerne forestiller sig små poser eller puder med lerpulver, som kan placeres sammen med frugt og grønt under transport – på linje med fugtabsorberende poser i anden emballage. Før teknologien kan komme på markedet, skal materialet dog optimeres og testes i egentlig fødevareemballage.

- Hvis vi formår at løse problemet med ethylen, tjener det to gode formål. Først og fremmest kan vi mindske det globale problem med madspild. Samtidig kan det gøre det muligt at høste frugt senere i modningsprocessen, så forbrugerne får frugt, der smager som det skal, siger Heloisa Bordallo.

Business