Danske virksomheder skabes ofte herhjemme, men når væksten kræver kapital, ender en stor del af værdien på udenlandske hænder.

Det viser analysen »Vi skaber dem, men vi mister dem« fra Fremtidens Erhvervssucceser. Den kortlægger 5.542 opkøb af danske virksomheder med over 20 ansatte i 2015-2024. Udenlandske investorer stod for 733 handler – 13 procent – men 48,8 procent af den opkøbte aktivværdi.

Køberne går især efter større, mere produktive, eksportorienterede og vidensintensive virksomheder inden for teknologi, avanceret industri og fremstilling. For landbrugets business-segment peger analysen ind i debatten om, hvem der skal eje fremtidens vækst, teknologi og beslutningskraft.

- Analysen viser, at udenlandske opkøb sjældent fører til udflytning af arbejdspladser i årene umiddelbart efter opkøbene. Diskussionen handler derfor ikke primært om jobs, men om ejerskab, beslutningskraft og langsigtet strategisk kontrol over IP-rettigheder og virksomheder, som spiller en vigtig rolle for dansk konkurrenceevne, siger Christina Kjær, forskningschef i Erhvervslivets Tænketank, i en pressemeddelelse.

Også i landbrugets værdikæde er udenlandsk ejerskab en realitet. Kverneland, der er stærkt repræsenteret på det danske maskinmarked, har siden 2012 været ejet af japanske Kubota. Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at udenlandsk ejede aktører i 2025 ejede 82.234 hektar dansk landbrugsjord.

Business