Den danske jordkulstofplatform Agreena har udpeget Cameron McLain som ny bestyrelsesformand. Han afløser Jytte Rosenmaj, der har haft posten siden selskabets begyndelse for knap ti år siden.

McLain har siddet i bestyrelsen siden 2021, hvor han som medstifter af Giant Ventures var med til at lede Agreenas seed-investering. Skiftet sker, efter at platformen er vokset til omkring fem millioner hektar landbrugsjord fordelt på 20 markeder.

Agreena vil nu øge fokus på lønsom vækst, international ekspansion og kommerciel skalering.

- Jytte (Rosenmaj, red.) har været en enestående partner for Agreena, siden før vi overhovedet hed Agreena. Hendes tro på Agreena har formet virksomheden fra de tidligste dage, og jeg er utrolig taknemmelig for hendes lederskab gennem det seneste årti. Samtidig glæder jeg mig meget til at byde Cameron velkommen i rollen. Han har været en del af vores rejse siden vores seed-runde, og hans erfaring med at hjælpe ambitiøse virksomheder med at vokse bliver uvurderlig, når Agreena går ind i sin næste fase af kommerciel udvikling, siger adm. direktør og medstifter Simon Haldrup i en pressemeddelelse.

Jytte Rosenmaj fremhæver ambitionen om at gøre regenerativt landbrug økonomisk bæredygtigt for landmænd, mens Cameron McLain peger på jordens potentiale som kulstoflager.

Agreena samarbejder med tusindvis af landmænd og hjælper dem med at indføre regenerative dyrkningsmetoder, dokumentere klimaeffekten og udstede verificerede CO2-kreditter til virksomheder.

Business